Af Jan Poulsen    Kilde: Jyllandsposten

Et botilbud for handicappede har i december måned brugt 10.000 kroner på stripshow til beboerne, på kommunens regning.
Det kan man læse i Jyllandsposten.

Botilbud for handicappede har brugt kommunale coronamidler til at betale for stripshow. Det udvikler beboernes seksualitet lyder begrundelsen fra centerchef. Det fremkalder dog nu reaktioner fra Borgmesteren og handicap organisationer. Pengene kom nemlig fra ekstra midler på grund af coronakrisen. Det skriver Jyllands-Posten. Trods kritik fra mange sider, forsvarer centerchef i Københavns Kommune udgiften.

– Seksualitet er en del af kerneopgaven, og vi arbejder fagligt med det i forskellige sammenhænge. Vi understøtter borgerne i at udvikle deres seksualitet, siger Karoline Winther-Lund, der er centerchef for Københavns Kommunes center for omsorg og socialpædagogik, til Jyllands-Posten.

Hun forklarer, at stripshowet, der skulle inkludere både en mandlig og en kvindelig stripper, blev aflyst på grund af corona.

Hos Landsforeningen SIND siger formand Knud Kristensen til Jyllands-Posten, at han har svært ved at se det socialfaglige formål i striptease. Han understreger dog, at det ikke bør vække forargelse hos nogen, såfremt botilbuddet har skaffet samtykke fra beboerne, hvilket ifølge Jyllands-Posten er tilfældet.

Mia Nyegaard (R), socialborgmester i København, kalder det for usædvanlig dårlig dømmekraft, at botilbuddet bruger kommunale penge på striptease.Derfor bliver emnet nu taget op i forbindelse med en kommende evaluering af kommunens seksualpolitik. Hendes pointe er ikke at det finder sted på et botilbud, men at det er betalt med kommunale midler.
Centerchef Karoline Winther-Lund forklarer til Jyllands-Posten, at beboerne på botilbuddet normalt selv betaler for aktiviteter som denne.