Af Redaktionen
En lang række både receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin svinger voldsomt i pris, og det går ud over forbrugerne. Alene i år er flere end 1000 lægemidler steget med 100 procent eller mere i pris på de danske apoteker.
Det skriver Berlingske, der har udarbejdet en analyse af prisændringerne i apotekernes udsalgspris. Fra september 2014 til i dag er 284 lægemidler steget mere end 500 procent i pris fra den ene dag til den anden. 19 præparater steg med over 2000 procent.
Det er absolut alvorligt, mener Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter og fortsætter – I sidste ende kan det betyde, at nogle patienter ikke køber den medicin, de har brug for, og det kan få fatale konsekvenser. Så der skal gøres noget ved de prisudsving, som patienterne oplever.
– Vi har grundlæggende et godt system, som sikrer os gode priser, men der skal gøres noget ved de helt klare bivirkninger der er ved modellen, siger Morten Freil til Ritzau.
Det er de enkelte producenter der fastsætter prisen på medicinen, der sælges gennem apotekerne.
Hver anden uge er der auktionsrunder, hvor medicinalvirksomheder fortæller Lægemiddelstyrelsen, hvilken pris de ønsker at sælge hvert præparat for. Det billigste vinder så retten til at blive anbefalet af apotekerne, og vinderen får 70 procent af salget, indtil næste auktion finder sted.
Modellen sikrer, at danskerne er blandt dem i Europa, der har de laveste priser på apotekermedicin. Dog kan der ske store prisstigninger, når der eksempelvis er mangel på medicin nogle steder i verden.
Mens nogle lægemidler har taget enorme prishop siden 2014, har langt de fleste dog ligget stabilt prismæssigt. I 77,4 procent af tilfældene har prisen været konstant i forhold til de foregående 14 dage.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ifølge kontorchef Louise Kastfelt fokus på emnet. Styrelsen mener, at modellen bør ændres, så producenterne ikke kan se, hvad de andre byder ind med af priser. I stedet bør det alene være vinderprisen, der offentliggøres, mener de.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ønsker et prisloft til at beskytte patienter mod de store prisstigninger på medicin. – Det er et udtryk for en fejl i markedet, når vi ser store prishop så hyppigt. Det kan hverken forklares eller forsvares og skaber en stor utryghed hos patienterne, siger han til Berlingske.
Ministeren foretrækker at få en frivillig aftale med producenterne af kopimedicin, som er storleverandører til apotekerne, om at sænke listepriserne. Bliver det nødvendigt, kan den indføres ved hjælp af lovgivning.