Af Eva Zauner Andresen
For tre år begyndte arbejdet med kloaksepareringen og genskabelsen af de brostensbelagte gader i centrum af Ribe. I sidste uge blev arbejdet afsluttet.
Gravsgade, Korsbrødregade, Sønderportsgade er vendt tilbage til et mere originalt udtryk, fordi asfalt er blevet udskiftet med brosten. Der er lagt et stort stykke arbejde i at skabe et resultat, som er tro mod de gamle gader.
Fra Tyskland er der kommet slidte brosten med den helt rigtige patina. Stykket langs husfacaderne prydes af små pigsten, og fortovene fremstår med gangvenlige granitbånd. De velkendte Ribe-lamper er blevet moderniseret, så de lever op til nutidens krav og efter et lag maling og en ny kobberhat har de fået fornyet liv. De nyrenoverede gader har inspireret beboerne til også at gøre det pænt ved gadedøren med bænke, potter og i denne tid små lys.
Fra sidelinjen har Sydvestjyske Museer fulgt nøje med undervejs for at sikre, at kultursvampen ikke led under arbejdet og der er blevet føjet nye kapitler til Ribes historie på baggrund af de fund, der er gjort i gaderne.
I den sydlige ende af Korsbrødregade fandt man rester af Gråbrødrekloster, som lå der indtil Reformationen i 1536. I den nordlige ende mod Skibbroen fandt man rester af bolværkskonstruktioner fra 1200-tallet og renæssancen, som vidner om to byudvidelser mod nord, da man udvidede byen længere end det tørre land ved Grønnegade tillod.
Museet har for første gang haft lejlighed til at undersøge byporten Sønderport, som kendes fra 1370 og som lå i Sønderportgade frem til 1801. Det krævede en dispensation fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Tykkelsen på muren viser at der var tale om en stor bygning på tre etager – det forklarer hvorfor porten blev kaldt Tårnporten i slutningen af 1500-tallet. Ligesom ved Nørreport er Sønderport nu markeret i belægningen, så man på nærmeste hold kan forestille sig, hvordan det var at ankomme til byen fra syd. Museet er taknemmelig for, at den nye markering af Sønderport føjer endnu en fortælling til Ribe, som er til gavn for byens beboere og mange besøgende.