Af Redaktionen

Selvom Folketinget i 2015 vedtog, at spiritusbilister, der får frakendt kørekortet ubetinget, skal kunne køre bil med alkolås, så er det kun hver sjette dømte, der er blevet en del af ordningen.

”Mit livs værste beslutning”. Sådan betegner 54-årige Mogens Hesselholt sit valg om at køre bil med en promille på 1,37 i februar 2019.

– Jeg var i chok over, at promillen var så høj. Jeg kunne slet ikke mærke, at jeg var påvirket. Så det har været et kæmpe chok, der i dag betyder, at jeg har nultolerance over for alkohol, når jeg kører bil, sigerden 54-årige lagermedarbejder fra Blåvand.  

Frakendelsen af kørekortet betød blandt andet, at Mogens Hesselholdt havde udsigt til at skulle køre til og fra arbejdet i Esbjerg på knallert. En tur, der tager mere end en time hver vej. Men det var ikke de lange knallertture, bekymrede ham mest. 

– Jeg er glad for mit arbejde, så det havde jeg klaret, hvis det var nødvendigt. Men jeg bor på landet, hvor der ikke er særligt gode muligheder med offentlig transport, så tanken om at være afhængig af andre eller min knallert, når jeg skulle besøge venner og familie, var uudholdelig, siger Mogens Hesselholt.

Trafikanter uden for storbyer rammes hårdt

Siden 2015 har det ifølge færdselsloven været muligt for spritbilister, der har fået inddraget kørekortet, at afsone med alkolås. En alkolås sikrer, at man ikke kan tænde bilen, hvis man har en promille på 0,5 eller højere. Alkolåsordningen består af to forskellige ordninger.

Den frivillige ordning betyder, at dømte, der har kørt med en promille mellem 1,2 og 2, kan få lov til at generhverve førerretten til bil, inden udløbet af den periode, hvor de er frakendt kørekortet. Så længe de kører med alkolås og er tilsluttet ordningen.

Den obligatoriske ordning gælder for spritbilister med gentagende grove spritforseelser eller en promille over 2,0. De kan med en alkolås i bilen få lov til at køre bil, når den periode, som de er frakendt førerretten i, udløber. De skal herefter køre med alkolåsen i to år. Hvis de dømte vælger ikke at køre med alkolås, bliver deres frakendelsestid forlænget med to år.

Alkolåsordningen er særligt relevant for én bestemt gruppe spritbilister. Det oplever Vivi Dixen Møller, der er koordinator for ANT-kurserne i Region Syddanmark. ANT-indsatsen er for personer, der vil generhverve kørekortet efter ubetinget eller betinget frakendelse af kørekortet på grund af spirituskørsel, og personer som har fået pålagt kørselsforbud som følge af spirituskørsel.​

– Mange mennesker, der bor uden for byerne, kan have svært ved at få hverdagen til at hænge sammen uden kørekort, fordi adgangen til offentlig transport ofte er mere begrænset end i storbyerne. Når man bor på landet uden kørekort, er det udfordrende at få koordineret transport til og fra arbejde, ordne indkøb, komme til og fra børnepasning og få transporteret børnene til fritidsaktiviteter, siger Vivi Dixen Møller, der har indtryk af, at kendskabet til alkolåsordningerne er langt mindre for dem, der er omfattet af den obligatoriske ordning, end for dem, der kan vælge den frivillige ordning. 

Alkolåsordning skal opdages

Jan Winum Povlsen står bag Alkolås.dk, som siden introduktionen af alkolåse i 2015 har været den officielle leverandør til Rigspolitiet. Han oplever, at kendskabsgraden til ordningen er en udfordring, som sætter folk i en svær situation.

Det er problematisk, at det er så svært at blive en del af den her ordning, når den åbenlyst tjener til en højere trafiksikkerhed og modvirker isolation. Politiet er ikke altid lige gode til at oplyse om løsningen, og derfor ligger det i sidste ende på bilistens skuldre at være bekendt med den her ordning, siger Jan Winum Povlsen, der bakkes op af Mogens Hesselholt.

– Jeg blev kun bekendt med denne afgørende viden, fordi jeg selv fandt frem til løsningen, siger Mogens Hesselholdt.

Siden ordningen trådte i kraft og til og med 2021, har Rigspolitiet oprettet 4.521 sager om alkolåsordningen. I samme periode har 28.484 personer fået frakendt kørekortet eller fået et kørselsforbud i forbindelse med spirituskørsel.