Af Redaktionen

EsbjergRevyen ændrer spilleperiode og bliver fremover til en vinterrevy – med første premieredato d. 1. februar 2023.

Publikumsfremgang, rosende anmeldelser i aviser og på sociale medier samt en fantastisk lokal opbakning var nogle af de afgørende faktorer, der gjorde EsbjergRevyen 2021 til en stor succes:

Jeg er gevaldigt stolt af, at vi i et coronapræget år, hvor restriktionerne blev ophævet blot 2 uger før vores premiere, er lykkedes med at få fremgang i antallet af publikummer. Det overbeviser mig om, at revyen for alvor er ved at bide sig fast, og at esbjergenserne har taget revyen til sig som en fast bestanddel af byens kulturtilbud, siger Hanne Bjørnskov, der ejer og driver EsbjergRevyen.

Siden 2017 har EsbjergRevyen spillet i sensommermånederne august og september, men nu er tiden inde til at prøve noget nyt:

-Den næste EsbjergRevyen bliver en vinterrevy! Jeg har længe leget med tanken om at prøve vinterformatet af, og da det viste sig, at det hold jeg gik målrettet efter til den næste revy, ikke havde ledige kalendere i sensommeren, men godt ville kunne i vinterperioden, var beslutningen ikke svær. Der er ikke langt fra tanke til handling i en one-woman business, og heldigvis var Musikhuset særdeles fleksible, så de fandt plads til os i den ønskede periode i 2023. fortæller Hanne Bjørnskov.

Hvilket hold der er tale om, kan vi ikke helt løfte sløret for endnu, men vi garanterer glædelige gensyn, og et er sikkert: Den næste EsbjergRevyen får premiere d. 1. februar 2023 i Musikhuset Esbjerg.

Det betyder dog ikke, at kalenderen står tom i 2022. Der bliver ingen EsbjergRevy til næste år, men vi har andre gak og løjer på tegnebrættet. Følg med på vores sociale medier (Facebook og Instagram) og på www.esbjergrevyen.dk, hvor man kan tilmelde sig vores nyhedsbrev og løbende blive opdateret med nyheder og tiltag. Siden er pt under opdatering.

 

Spilleperiode 1. februar – 22. februar 2023 i Teatersalen i Musikhuset Esbjerg