Af Jan Poulsen
De nye Naturnationalparker i Danmark bliver udvalgt til december, hvis alt går efter planen. Men to områder i nærområdet er ikke længere at finde på listen.
Nyminde- og Blåbjerg plantager samt Skallingen og Ho plantage er ikke længere at finde på listen over mulige naturnationalparker, når der skal vælges områder til Danmarks nye tilføjelser på nationalpark listen.
Det blev besluttet for nyligt, og det er der en ganske særlig grund til. Forsvaret bruger nemlig også området. Aftalen mellem Miljøministeriet og Forsvarsministeriet sikrer, at Forsvaret kan råde over områderne i Oksbøl til at forberede og gennemføre større øvelser i foråret og efteråret, hvor allierede lande også deltager.
Borgmester i Varde Kommune Erik Buhl (Venstre) glæder sig over, at to områder i Varde Kommune ikke længere er at finde på listen over nye mulige naturnationalparker.
Han fremhæver, at især de tyske turister sætter stor pris på den frie bevægelighed i naturen i Varde.
Borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl (V), har tidligere udtalt til TV SYD, at cirka halvdelen af Blåbjerg Plantage bliver brugt af Forsvaret.
Erik Buhl fremhæver også, at Varde Kommune allerede har rige naturoplevelser, heriblandt Nationalpark Vadehavet der er at finde på UNESCOs Verdensarvs-liste.
I følge planen vil der blive truffet politisk beslutning om placeringen af naturnationalparkerne i december.
Naturnationalparker har endnu ingen selvstændig lovgivning, men en sådan er på vej ifølge miljøministeren. Forventningen er, at naturnationalparker friholdes 100 procent fra skov- og landbrug og al anden produktion, og at de i første omgang etableres på statslige arealer. Naturen udvikler sig så vidt muligt på sine egne præmisser i naturnationalparker og dækker over store, sammenhængende arealer. Naturlig hydrologi genoprettes, og græssende dyr sættes ud for at skabe dynamik og højere biodiversitet.