Af Lene Memborg

For at rådgive de studerende bedst muligt om hvordan man undgå det grå boligmarked, har Syd- og Sønderjyllands Politi taget kontakt til uddannelses stederne i politikredsen.

Mange er i disse dage på jagt efter en studiebolig efter at de er kommet ind på drømme-studiet. Men markedet er presset og der kan være mange fald grupper, inden studiestart i september.

Hvert år bliver studerende udsat for bedrageri, fordi kriminelle tilbyder private lejeboliger, som de reelt ikke råder over.

– Vi forsøger dels selv at nå de unge via sociale medier, hvor vi oplyser om, hvordan man bedst undgår at falde i disse fælder. Dels appellerer vi til, at uddannelses stederne giver vores gode råd videre til de studerende, fx på hjemmesiden eller intranet, forklarer viepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politiets Forebyggelses sektion.

Vær skeptisk

Vice politiinspektøren fortæller, at mange unge allerede før de har fået at vide om de er optaget, er i gang med at søge en studiebolig for at komme foran i køen. Og det ved de kriminelle også, vi ser en generel tendens til, at kriminelle benytter hjemmesider og sociale medier til at komme i kontakt med de unge borgere for at begå bedrageri, bl.a. i forhold til lejeboliger. Så det gælder om at være yderst skeptisk i dialogen med en udlejer og ikke lade sig presse til fx at betale forskud uden at have set boligen først og have dokumentation for, hvem udlejer er, fremhæver han. For har du først overført pengene til en kriminel, der har udgivet sig for at være udlejer, er pengene højst sandsynlig allerede gået tabt.

Gode råd hvis du søger studiebolig

Hvis du skal leje gennem en privat udlejer, er det altid en god idé at kræve at se dokumentation for ejerskabet. Du kan se, hvem der ejer boligen på tinglysning.dk eller boligejer.dk.

Undersøg om boligen er på markedet 

Undersøg om boligen er på markedet ved at kontakte ejeren gennem boligejer.dk.

Få legitimation fra udlejer 

Måske den omvendte verden, men er udlejeren nu også den han udgiver sig for? Kan du se, hvilket nummer udlejeren ringer eller SMS’er fra? Tjek oplysningerne på fx krak.dk. Sender vedkommende SMS via websites? Det kan være et tegn på snyd.

Få en kopi af udlejers billedlegitimation i form af kørekort eller pas, og tjek at billedet er vellignende.

Vil udlejeren have dig til at overføre penge til en udenlandsk konto?

Vær ekstra påpasselig hvis du bliver bedt om at overføre pengene til en udenlandsk konto, Western Union eller PayPal. Mange svindlere forsøger at gemme sig bag udenlandske konti eller udenlandske online betalingsløsninger.

Betal ikke kontant – overfør kun via et dansk pengeinstitut 

Sørg for at overføre det eventuelle depositum, husleje eller forudbetalt leje til en dansk bankkonto, så du altid har dokumentation for, at du har overført pengene. Men overfør først når du har set lejligheden og vellignende gyldig legitimation fra udlejer.

Du kan eventuelt sætte pengene ind på en spærret konto – og dermed garantere – at du kan betale depositum og efterfølgende lave en kontooverførsel, så modtageren kan spores. Dette kan du gøre i samarbejde med din egen bank.

Betal ikke penge under bordet 

Betal aldrig penge under bordet til en udlejer. Det er ulovligt, og du har ikke nogen juridisk mulighed for at få dine penge retur.

Få en fremvisning 

Insister på at få boligen fremvist og tjek ved samme lejlighed, at navn stemmer overens på kontaktperson, postkasse og hoveddøren. Er det ikke muligt at få fremvist lejligheden, bør du overveje, om der er tale om et reelt lejemål.

Sørg for en gyldig lejekontrakt 

Få en lejekontrakt med udlejers underskrift og få en fagperson til at kigge kontrakten igennem, før du selv skriver under. Det er vigtigt, at du har set boligen, og at den svare til det aftalte inden du underskriver lejekontrakten eller overfører penge.

Lad dig ikke presse 

Brug din egen sunde fornuft, er der ting du ikke selv kan stå inde for – så lad være! Vær på vagt, hvis udlejer vil have dig til at underskrive kontrakten med det samme. Hvis udlejer forsøger at presse dig til at tage hurtige beslutninger, kan det være et tegn på, at der er noget galt.

Går det galt alligevel…?

Kontakt omgående dit pengeinstitut for at få overførsel af depositum eller husleje stoppet.

Saml alle dokumenter i sagen og anmeld bedrageriet til politiet.

Benyt anmeldelses blanketten på Politi.dk/anmeld.