Af Redaktionen

Politi, Esbjerg Kommune og Bo trygt går sammen om at forebygge indbrud i kommunen

En femårig indsats, hvor borgerne er i centrum, skal bringe antallet af indbrud i private boliger yderligere ned – til under 230 om året.

Esbjerg Kommune, Syd- og Sønderjyllands Politi og Bo trygt sætter de kommende år fokus på at bringe antallet af indbrud i private boliger i kommunen endnu længere ned. Projektets titel er ”Bo trygt i Esbjerg”.

De seneste fem år er udviklingen i forvejen gået den rigtige vej, hvor antallet af indbrud er dalet fra 707 i 2016 til 313 i 2020, et fald på hele 55,7 procent.

Sidste år blev udviklingen uden tvivl forstærket af COVID-19. Men tallene for de seneste fem år viser samtidig, at det er en varig proces at mindske antallet af indbrud og gøre Esbjerg til en endnu tryggere kommune at bo i.

– Selvom antallet af indbrud heldigvis er dalet, er det en voldsom oplevelse for de familier, det går ud over. Som politi kan vi gøre vores for at efterforske, anholde gerningsmændene og få dem dømt ved en domstol. Men denne indsats kan ikke stå alene. Vi er afhængige af borgernes engagement, hvis vi skal fortsætte den positive udvikling, understreger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Netop deltagelse fra borgernes side er et af nøglepunkterne i ”Bo trygt i Esbjerg”.

Her er målet at inspirere borgerne til dels at sikre deres boliger bedre mod indbrud, dels at gå sammen som nabohjælpere i deres lokalområde, hvor de kigger efter hinandens boliger.

For at få et grundigt indblik i, i hvordan borgerne ser på trygheden i deres lokalområde og på sikring af deres bolig mod indbrud, sender Esbjerg Kommune om kort tid et online-spørgeskema ud til 6.000 udvalgte borgere i kommunen. Skemaet indeholder 35 spørgsmål, og den årlige undersøgelse skal bruges til at måle effekten af Bo-trygt-indsatsen.

– I Esbjerg Kommune har vi en klar ambition om at bringe antallet af indbrud endnu længere ned og gøre kommunen til et endnu tryggere sted at bo i. Vi har i denne sammenhæng brug for borgernes mening. Og derfor håber vi, at alle tager godt imod spørgeskemaundersøgelsen og deltager, opfordrer borgmester Jesper Frost Rasmussen fra Esbjerg Kommune.

Selvom antallet af indbrud daler, er tallet stadig markant højere i Danmark end i vores nabolande.

Derfor er der et nationalt behov for at tænke indbrudsforebyggelse på en ny og bedre måde. Og her er det brede samarbejde et vigtigt element, pointerer programchef Britt Wendelboe fra Bo trygt.

– Med aftalen er Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands politi med til at gå foran og sætte et helt nyt niveau for indbrudsforebyggelse. Det gælder ikke kun lokalt, men også på landsplan, hvor Danmark har en kedelig rekord med tre gange så mange indbrud som i vores nabolande, fastslår Britt Wendelboe.

Esbjerg Kommune, Syd- og Sønderjyllands Politi og Bo trygt underskrev i marts en partnerskabserklæring, der er den formelle ramme om samarbejdet.

Selve indsatsen løber i en fem-årig periode frem til foråret 2026, mens Bo trygt understøtter arbejdet til og med udgangen af 2022.

Bo trygt er et initiativ af TrygFonden og Realdania med Bolius og Det Kriminalpræventive Råd, der har til formål at bringe antallet af indbrud i Danmark ned fra godt 29.000 i 2018 til maksimalt 10.000 i 2023.