Af Redaktionen    Foto: Pressefoto

Bramming virksomheden Polytech, en af verdens største underleverandører til vindmølleindustrien åbner en fabrik i Inden. Nærmere betegnet i byen Bangalore.

– Vi vil gerne udvikle vores forretning ved at skabe værdi for vores kunder – og gøre det bæredygtigt. Når vi er geografisk tæt på vores kunder, nyder de ikke alene godt af kortere leadtime – det bliver også muligt for dem at reducere deres risiko, deres omkostninger og deres klimaaftryk, siger Polytechs administrerende direktør Mads Kirkegaard.

Bangalore, byen hvor den nye fabrik placeres, er hovedby i delstaten Karnataka i det sydlige Indien. Området er centrum for Indiens højteknologiske industri, og der ligger flere fremragende universiteter i delstaten, som uddanner kandidater til de omkringliggende virksomheder.

Polytech satser på at begynde produktionen på den nye 2000 kvadratmeter store fabrik først i årets sidste kvartal. På fabrikken vil Polytech producere forskellige vindmøllekomponenter. Med åbningen af fabrikken i Indien bliver virksomhedens produktion i endnu højere grad fleksibel i forhold til geografiske forhold. Set i lyset af, hvad der foregår for tiden og i løbet af seneste par år, er denne fleksibilitet helt central for Mads Kirkegaard.

– Corona-pandemien og flaskehalsene i de globale forsyningsveje har udfordret virksomheder over hele verden, også i vindindustrien. Det er bare en kæmpestor udfordring at skaffe råvarer, sende produkter ud i verden og levere på de projekter, man har i bogen, og med krigen i Ukraine er det hele blevet endnu mere ustabilt. Vi vil rigtig gerne fortsætte med at være en stabil, global partner for vores kunder, og fabrikken i Indien er en meget vigtig brik i den sammenhæng, siger Mads Kirkegaard.