Kvinden nægter sig skyldig, men har ikke kæret afgørelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.
Af Redaktionen
En 49-årig kvinde blev mandag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drab på en 62-årig mand.
Hændelsen fandt sted søndag aften på Vædderens Kvarter i Esbjerg.
Den 49-årig kvinde blev anholdt på stedet kort efter politiets ankomst. Anmeldelsen blev modtaget klokken 20.56.
Kvinden nægter sig skyldig, men har ikke kæret afgørelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.
Gerningsmanden og den dræbte kendte hinanden, men politiet kan af hensyn til efterforskningen ikke oplyse yderligere om personernes indbyrdes relation eller giver yderligere oplysninger om sagen.
Politiet var tidligere mandag til stede med den mobile politistation på Vædderens Kvarter som et led i en tryghedsskabende indsats. I runde tal var 20 borgere forbi i de to timer, politistationen var på besøg. Borgerne var glade for politiets tilstedeværelse. Og de takker for de oplysninger, borgerne er kommet med i forbindelse med sagen, ligesom de også takker for de vidnehenvendelser, de modtog søndag aften.