Af klummeskribent Lene Memborg Foto: Niels Husted
Identitet er ikke en destination men en livslang rejse. En flydende størrelse, der formes af tid, erfaringer og valg. Men hvor meget af vores identitet vælger vi egentlig selv? Og hvor meget er man – hvem man så end er – et produkt af sine omgivelser?
Vi begynder livet med at blive sammenlignet: “Du ligner din mor”, “Du har din fars temperament”. Som om vi er skabt i en færdig form. Men sandheden er, at vi hele livet bliver til – og at vi nogle gange må opfinde os selv igen.
For mig begyndte den rejse, da min far fik en hjerneblødning kort før min konfirmation. Det var en skelsættende begivenhed, der for altid ændrede mit syn på mig selv. Senere da jeg mistede ham som 20-årig, skiftede min identitet igen. Pludselig var jeg ikke længere “hans datter”- ”hans øjesten” i den samme betydning. Så hvem var jeg nu?
Livet skubber os nogle gange ud i situationer, hvor vi tvinges til at definere os selv på ny. Når velkendte rammer forsvinder, og den identitet, vi har bygget op, ikke længere føles som vores egen, opstår et tomrum – men også en mulighed.
Jeg stod der selv for nylig. Efter flere år i en tilværelse, der syntes fastlagt, måtte jeg finde indtil mig selv igen. Og sandheden? Jeg står stærkere nu, end jeg gjorde i en verden bygget på illusioner.
Når vi piller lagene af – hvad er der så tilbage?
Vi lever i en tid, hvor selvudvikling er blevet en besættelse. Vi skal konstant optimere os selv, blive bedre, klogere og smukkere. Men hvad nu hvis vi bare lod os være? Hvad nu hvis vi ikke hele tiden jagtede en ny version af os selv, men turde stå ved den, vi allerede er?
Som unge forsøger vi at passe ind. Vi hyler med ulvene for ikke at stå alene. Men måske er vi i virkeligheden ensomme ulve, der længes efter at stå stærkt i os selv.
For hvad sker der, når vi skræller lagene af vores identitet? Når vi fjerner titlerne, rollerne, relationerne – hvem er vi så? Hvis vi ikke længere kan definere os selv ud fra vores job, vores forhold eller vores meninger på sociale medier – hvad er der så tilbage?
Jeg tror på, at vores sande identitet ligger under alle de ydre markører. I vores indre kerne, vores værdier, det væsentlige i vores eget sande jeg.
Blikket, der afslører alt
Øjnene siges at være sjælens spejl. Måske er det derfor, vi har så svært ved at se hinanden i øjnene. For når vi gør det, ser vi ikke kun den andens identitet – vi ser også vores egen. Vores usikkerhed, vores sårbarhed, vores styrke. Og ikke mindst styrken til at vælge os selv til.
Jeg tror på, vi alle fortjener at blive den bedste version af os selv – men på vores egne præmisser. Ikke fordi samfundet, medierne eller vores relationer definerer os, men fordi vi selv vælger, hvem vi ønsker at være.
For identitet er ikke en destination, men en livslang rejse. Og nogle gange kræver det mod at stoppe op, se sig selv i spejlet og sige:
Jeg vælger mig selv. Jeg vælger sandheden frem for illusionen.
For uden sandheden er der intet tilbage…
