af Jan Poulsen.

Kosmorama i Bramming huser en af Danmarks ældste biografer, stedet drives af en frivillig bestyrelse der har store planer for kulturhuset. Netop derfor har corona-krisen også været en kæmp i hjulet for bestyrelsen, men umiddelbart ser det ud til, at de kommer ud på den anden side i god behold.
Kosmorama skal nok overleve corona-nedlukningen. Det mener kasserer i foreningen Kosmorama i Bramming, Morten Crafack. Der har nemlig været rigtig god opbakning fra de lokale virksomheder, ud over de statslige hjælpepakker.

– Vi har hentet cirka 80.000 kroner hjem fra den første hjælpepakke, og nu går vi og venter på, at vi får mulighed for at søge hjælpepakke nummer to. Vi lukker ikke, siger kassemesteren, der trods alt ser lyst på fremtiden, selv om det seneste år har været en stribe af aflysninger og en kort periode med begrænset adgang.

Der er fortsat faste driftsomkostninger til varme, husleje og forsikringer, og det er ikke helt billigt. Men ingen indtægter fra entré og salg af øl og vand.

– Derfor er vi meget, meget taknemmelige for, at 45 virksomheder i Bramming uden tøven har fortsat deres sponsorater under nedlukningerne. Det er sammen med hjælpepakkerne en kæmpe hjælp, som sikrer vores overlevelse, siger Morten Crafack.