Af Redaktionen
Med en 6. plads indtager Danmark igen i år en topplacering på Global Innovation Index, der måler 131 lande på deres innovationskraft. Schweiz ligger nummer et, og Sverige indtager en anden plads.
Danmark er forsat i den absolutte elite, når det kommer til innovation. Flagskibet inden for innovationsrapporter, Global Innovation Index, har netop kåret Danmark som verdens 6. mest innovative land. Dermed bevæger vi os en plads op på listen i forhold til sidste år. Rapporten udarbejdes af World Intellectual Property Organization (WIPO), Cornell University og INSEAD og måler innovationen ud fra en række parametre, hvor blandt andet uddannelse, infrastruktur, forretningsstruktur og politisk miljø indgår.
-Placeringen vidner om, at Danmark og danske virksomheder har et højt innovationsniveau. Det er positivt og afgørende for at styrke og bevare Danmarks konkurrenceevne. Desuden er det væsentligt, at vi forbliver innovative og samtidig formår at anvende og beskytte vores ideer med patenter og varemærker. Virksomheder, der undlader at beskytte deres immaterielle rettigheder, risikerer lettere at miste de kommercielle muligheder, der følger med, når der investeres i udviklingen af nye løsninger, siger Mogens Baltsen, sektionschef hos Patent- og Varemærkestyrelsen.
Schweiz indtager i år førstepladsen, Sverige er nummer to og Finland nummer syv, mens Norge indtager en 20. plads.
–Det er glædeligt at se, at Danmark rangerer højt på listen. Ikke mindst i en tid, hvor der virkelig er brug for nytænkning og innovationskraft. Både fordi den globale konkurrence er hård, men også fordi coronakrisen desværre har betydet en øget usikkerhed for mange virksomheder, siger Mogens Baltsen.
Innovation i lyset af corona
Et tema, som i år har fundet sin plads i Global Innovation Index, er den globale pandemi. COVID-19 ramte på et tidspunkt, hvor innovationen for alvor blomstrede. I den 13. udgave stilles der derfor skarpt på, hvilken betydning pandemien får for innovationen og finansieringen bag. Indekset viser blandt andet en kraftig tilbagegang i venturekapital-finansiering af innovation i Nordamerika, Asien og Europa, mens krisen har været katalysator for øget innovation især i sundhedssektoren.
–Coronakrisen stiller endnu større krav til iværksættere og virksomheder om at tænke i nye forretnings- og finansieringsmuligheder. For at lykkes med et skabe en kommerciel succes og komme på benene igen er finansiering vigtig, men de industrielle enerettigheder er også en vigtig del af løsningen. Et manglende fokus på dette kan ødelægge en spirende succes. Patenter, varemærker og designrettigheder beskytter dit forretningsgrundlag, hvis nogen ude i verden skulle finde på at kopiere din idé, siger Mogens Baltsen.
Global Innovation Index bruger 80 indikatorer til at rangere innovationskapacitet og ydeevne for 131 økonomier over hele kloden.