Af Lene Memborg Fotos: Poul Helt
I forbindelse med Esbjerg Festuge 2019 kunne hundene og deres ejere endnu engang glæde sig over Hundens Dag. Her mødtes hundene og deres ejere igen i år for at markere deres tilstedeværelse, og for at hygge sig med hinanden.
I Esbjerg er hundens dag efterhånden blevet en fast tradition, med en hunde-dag i Gryden i Vognsbølparken, hvor hundene sættes i fokus.
For Hundens Dag er for både de to- og firbenede, og flere af de firbenede besøgte hvalpelegepladsen, og enkelte kom med i et bassin med plastikbolde og godbidder, som Lene Zwisler fra DCH Esbjerg havde gemt imellem boldene.
Omkring 100 hunde og mellem 350 og 400 mennesker besøgte Vognsbølparken lørdag til det populære arrangement, der også bød på legestue, hunderally, quiz, og naturligvis kåring af både den hurtigste og den sødeste hund i Esbjerg.
Det er Esbjerg-afdelingen af DCH, Danmarks Civile Hundeførerforening, der står bag arrangementet.