Af Redaktionen

Teknik & Byggeudvalget har bedt om, at udbredelsen af den invasive art, japansk pileurt, følges nøje. Derfor registreres alle forekomster nu, så der kan sættes ind, hvis arten er på fremmarch i Esbjerg Kommune.

Japansk pileurt er en af de mest uønskede invasive arter, som har fundet vej til Danmark. Planten stammer fra østen, og den kom til Europa som en prydplante. Den har vist sig at være særdeles hårdfør, enormt ivrig efter at sprede sig og den tager livet af andre planter, der vokser i nærheden.

Efter ønske fra Teknik & Byggeudvalget bliver alle steder, hvor japansk pileurt vokser nu registreret omhyggeligt og der bliver holdt øje med, hvor meget planten spreder sig på de enkelte steder.

En optælling i 2021 viser, at der i Esbjerg Kommune findes 80 steder, hvor japansk pileurt vokser. Det seneste år er planten forsvundet fra 15 kendte lokationer af forskellige årsager fx byggeri, mens der i samme tidsrum er registreret 30 nye steder. På steder, hvor planten allerede har etableret sig, vil den ofte have spredt sig til et større område.

-Vi vil gerne følge udviklingen tæt for løbende at vurdere, om vi skal have en strategi for bekæmpelse af japansk pileurt. Som det ser ud nu, vil det koste omkring 160.000 kr. årligt at begynde at bekæmpe planten. Det vil være en langvarig forpligtelse at sætte gang i bekæmpelsen, da det kræver meget at få bugt med den genstridige plante, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Japansk pileurt er allerede begyndt at skyde her i foråret, og hvis man opdager planten i naturen, vil det være en hjælp, hvis man fortæller det til Esbjerg Kommune via appen TIP TAK. Miljøstyrelsen beskriver planten som havende tykke, hule og bambusagtige stængler, foroven rigt grenet og ofte rødlige. Bladene er 5-12 cm lange og bredt ovale. Bladbasis er lige afskåret. Bladene sidder spredt på stænglerne. Den blomstrer fra august til oktober. Blomsterne er cremefarvede og fremkommer i grenede aks.