Af Redaktionen

Med et ambitiøst stillingsopslag jagter Esbjerg Kommune ingeniører og trafikplanlæggere, der skal indgå i en ny konstellation, som skal nedbringe omkostningerne til projektering og samtidig understøtte kommunens ambitiøse planer på byudviklingsområdet.

Byggemodning, cykelstier, trafikplanlægning og meget mere. Opgaverne i de syv stillinger, der lige nu annonceres i et stillingsopslag, spænder bredt. Teknik & Miljø går efter at ansætte ingeniører eller personen med tilsvarende kompetencer, som på forskellige områder skal styrke organisationen.

De syv ansættelser afspejler et højt aktivitetsniveauet i kommunen, der er i en rivende udvikling med høj anlægsaktivitet, spændende tiltag indenfor areal- og byudvikling og store ambitioner på klimaområdet.

En stor del af opgaverne er tidligere blevet løst af eksterne kræfter i form af rådgivere og konsulenter. Nu vælger Esbjerg Kommune at udføre flere af opgaverne internt for at styrke fagligheden omkring opgaveløsningen og skabe mere synergi mellem projekterne. I tillæg forventer kommunen den nye model er mere økonomisk forsvarlig.

-Ved at hjemtage projekteringsdelen og lade vores egne folk stå for den del af processen, opnår Esbjerg Kommune flere fordele. Udover at beholde kompetencerne i vores organisation og dermed styrke opgavefællesskabet, er der en betydelig økonomisk gevinst ved ikke at skulle købe ydelserne ude i byen, siger drift & anlægschef, Morten Andersson.

Både et projektteam og et planlægningsteam får tilført nye kræfter. En del af de nye medarbejdere skal arbejde med projektering, udarbejdelse af udbudsmaterialer og projekt- og byggeledelse på anlægsprojekter, mens andre vil få ansvar for trafikplanlægning og myndighedsopgaver.