Af Redaktionen

’Esvagt Dana’ er tilbage i Baltic 2 offshore vindparken for at assistere Siemens Gamesa under vedligehold.

De næste tre til seks måneder skal ’Esvagt Dana’ koble sit gangvejssystem til havvindmøllerne i Baltic 2-parken i Østersøen.

ESVAGT og Siemens Gamesa har indgået en aftale for 95 dage med option på yderligere tre måneder, og dermed vender ’Esvagt Dana’ tilbage til kendte vande og forhold. Skibet har med succes assisteret i netop Baltic 2 fra november 2019 til august 2020, hvor ’Esvagt Froude’, som har arbejdet i parken, siden Baltic 2 blev bygget, skiftede til nye opgaver i Triton Knoll i engelsk sektor.

Baltic 2 er en havmøllepark, som passer rigtig godt til ’Esvagt Dana’, og Siemens Gamesa havde specifikt spurgt på, om ’Esvagt Dana’ var tilgængeligt”, siger Ib Henrik Hansen, Head of Commercial i ESVAGT:

-Østersøens vand og den lavere møllehøjde gør, at gangvejssystemet på ’Esvagt Dana’ er ideelt tilpasset det arbejde, der skal udføres i parken, og vi havde et rigtig godt samarbejde i parken, sidst vi var der. Det glæder vi os til at bygge videre på, siger han.