Af Redaktionen

Foto: Jacob Sprogøe

Forestillingen LAGERET HUSET MARIE er fortællingen om en ung mands eksistentielle, indre dannelsesrejse. Forestillingen er instrueret af Lasse Steen Jensen og får premiere på Aveny-T den 5. november 2020.

Omdrejningspunktet, Elias, er hele forestillingens fylde – hans tanker og handlinger på lageret, i huset og hos Marie. Han er i starten af 20’erne og bevæger sig mellem at arbejde på Dansk Supermarkeds nonfood-lager, det stenede liv i et faldefærdigt kollektiv i Risskov og forelskelsen med pigen Marie, som han møder til en fest. En skitsering af en slags tredeling af livet, hvor Elias sumper rundt mellem de tre spor og har følelsen af ikke rigtig at høre til nogen steder. En forestilling om en ung mands eksistentielle, indre dannelsesrejse.

LAGERET HUSET MARIE er et generationsportræt af de unge. Et portræt, der levendegøres som et stille oprør og en poetisk skildring af en stilstand og en samtidig søgen efter at blive til noget eller nogen. I en monolog spiller Lasse Steen Jensen den 23-årige Elias.

Jonas Eika Rasmussen debuterede i 2015 med romanen LAGERET HUSET MARIE, som han modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for. I 2019 vandt Eika Nordisk Råds Litteraturpris som den yngste siden 1962.

Nu får Aveny-T æren at dramatisere denne onde og montone cirkel, som Elias’ liv er en del af i forestillingen LAGERET HUSET MARIE. Dette bliver på den nye scene House of T på Aveny-T. Det nye initiativ er en intimscene for nye debuterende stjerneskud, som kan få lov til at vise deres talent foran publikum og prøve kræfter med større teaterproduktioner. Aveny-T får altså både det unge, modige forfattertalent Jonas Eika Rasmussen, der dramatiseres af ligeledes ungt, modigt teatertalent.

”Jonas Eika har skrevet en roman, som jeg føler rammer en nerve, der løber igennem min generation. Jeg læste bogen på ét døgn og følte mig øjeblikkelig set. Fortællingen insisterer på en inderlighed, samtidig med at den meget nøgtern betragter midt-tyver-livet med alt hvad det måtte indebære. I denne brydningstid, som vi lever i, tror jeg det er vigtigt at turde stoppe op og stirre direkte ind i meningsløsheden indtil du får noget i øjet fx. lyset fra en skærm. Det får du mulighed for i det rum som Jacob Sprogøe og jeg har forsøgt at skabe til lejligheden. I ‘Lageret Huset Marie’ fejrer vi tvivlen, kærligheden og eskapismen – på godt og ondt”, fortæller Lasse Steen Jensen, der spiller den 23-årige Elias.

I forestillingens eneste rolle som den 23-årige Elias kan publikum opleve debutanten Lasse Steen Jensen, der i sommers blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Han har arbejdet med film og teater siden 2014, hvor han har medvirket både musikvideoer, film og ungdomsserier, som f.eks. Vild Sommer (2018) på TV2. Nu kan han opleves i forestillingen LAGERET HUSET MARIE på Aveny-T, hvor han både er instruktør, dramatiker og skuespiller, ligesom han senere på sæsonen også medvirker i Aarhus Teaters opsætning af forestillingen A Clockwork Orange.

 

 

Ud over Lasse Steen Jensen har dokumentarist og fotograf Jacob Sprogøe også arbejdet med iscenesættelsen af forestillingen, ligesom han også er videodesigner på forestillingens visuelle scenografi. Musikken spilles af Jens Rønne, mens Christopher Warnke står for teknik.