Af Redaktionen

Året blev indviet med en ny eventchef, og Kirsten Bisgaard Kirchner er kvinden, som med sin erfaringsrigdom kan lægge navn til denne ansættelse. 

Hun har hjerte for det frivillige foreningsliv, er gammel i gårde og kender gamet indefra, såvel som frivillig i flere forskellige relationer; tidligere håndboldtræner, koordinator af Vesterhavs Cup og som tidligere eventchefs, Villy Grøns, højre hånd gennem mange år i kommunens eventsekretariat.

KomEsbjergs udsendte fangede eventchefen på hendes kontor i byens gamle Ting og Arresthus for en snak om arbejdet og forberedelserne i forbindelse med bl.a. Dronningebesøg, Tall Ships Race, Teaterfestival og Festuge, samt om hvordan kvinden fra Himmerland fandt til Esbjerg for efterhånden mange år siden.

I 2012 fik Kirsten Bisgaard Kirchner en 2 ½-års projektansættelse i sekretariatet, i forbindelse med planlægningen og afviklingen af DGI-Landsstævnet i 2013, siden kom Tall Ships Race i 2014. Efter afviklingen af de to arrangementer blev det i 2015 besluttet at etablere et permanent eventsekretariat, som udviklede sig til et tæt samarbejdet med Villy Grøn og sekretariatets øvrige faste medarbejdere samt timehyrede ad-hoc’er om kommunens store arrangementer. Overdragelsen af lederposten har været planlagt over en længere periode, og er sket glidende siden 2018, hvor Villy Grøn meddelte sin overgang til pension.

Inden ansættelsen i Esbjerg, arbejdede Kirsten Bisgaard Kircher i 4 år som personlig assistent for kvalitetschefen i en større virksomhed i Varde. Inden da, arbejde hun i 8 år som leder af Det Internationale Kontor ved Aalborg Universitet i Esbjerg. Vejen til Esbjerg har bl.a. også inkluderet undervisning i Aalborg og ved Syddansk Universitet i Kolding med baggrunden som cand. Lic. Merc. i spansk og med en tillægsuddannelse i journalistik. Det var været en rejse med omkørsler fra Ålestrup, inden stolen i eventsekretariatet var hende klar.

Det praktiske arbejde som A-Z-projektleder og budgetansvarlig for arrangementer er nu udskiftet med et helikopterperspektiv, hvor fokus er at observere, at tingene følger den overordnede plan samt at sørge for, at medarbejderne holder snuden i sporet.

På trods af, at Coronaen stadig var et særdeles aktuelt emne ved årets start, mundede 2022 ud i at være et meget specielt og travlt år, med start i den store teater-gadefestival i april, Tall Ships Race i juli og Festuge i august. Alle var arrangementer, man desværre kom halvsent i gang med forberedelserne til, da optakten med flere for-besøg af f.eks. PET, Gardehusarerne, Politiet med hunde og motorcykler og møder med Hoffet om mere konkrete spørgsmål med diverse temaer – og sidst men ikke mindst: afviklingen af Dronningens Sommertogt i slutningen af august året forinden, som i den grad havde tappet eventsekretariatets for kræfter. Enormt hektisk, men også en stor fornøjelse at opleve den professionalisme og det engagement, som alle involverede lagde i arbejdet.

Den nylige indvielse af Esbjergs Maritime Center på øen ved Esbjerg Strand var endnu et ad hoc-arrangement, som skønnet trak mindst 1.000-1.500 tilskuere i det fantastiske, stille vejr med høj sol.

Esbjerg Festuge i august er nu også blevet en fast opgave for eventsekretariatet – en opgave som rundt regnet kræver det meste af et årsværks indsats. Til september afvikles VM i Dart med deltagelse af 35-40 forskellige nationer under titlen ”Esbjerg spiller Dart”.

Ud over chefen selv, er sekretariatet fast bemandet med 2 medarbejdere, som suppleres efter behov med enten projektansatte medarbejdere eller frivillige, som tidligere har været på opgaverne, og som kender både kontakter og rutiner. Under Tall Ships Race udgør 500-600 frivillige fra områdets klubber og foreninger en uundværlig arbejdsstyrke til det praktiske arbejde under afviklingen.

Med Erhvervsakademiet og Syddansk Universitet har sekretariatet i flere år haft faste aftaler om praktikanter i sommerperioden. De studerende står typisk for egne arrangementer – f.eks. børneaktiviteterne i forbindelse med Festugen.

Esbjerg Kommune er i en brydningstid, hvor der kraftigt satses på oplevelser og kultur, samtidig med, at tidligere tendenser om, at hver forvaltning passer sine egne arrangementer, er under nedbrydning. Desuden har kommunen et klart ønske om, at den årlige FantasyFestival vokser markant ud i byen. Arbejdsopgaverne bliver altså næppe mindre i årene, der kommer – og så længe det er spændende, bliver Kirsten Bisgaard Kirchner nok i stolen, og holder tøjlerne.

I øvrigt kan alle – på hjemmesiden http://brugesbjerg.esbjergkommune.dk/tas/public/ssp/ – søge om at låne enten en del af eller hele torvet, så længe arrangementet har almen interesse for byens borgere.

Selv om eventsekretariatet fysisk holder til ”ude i byen”, hører det rent organisatorisk hjemme under kommunens Kommunikationsafdeling med Thomas Reil som øverste chef.

Tager man det økonomiske aspekt i betragtning, modtager sekretariatet kommunale tilskud, men store arrangementer som f.eks. Festugen og Tall Ships Race er også afhængige af private sponsorer og fonde. Heldigvis har byen både økonomisk stærke og ofte støttevillige af ovenstående slags, som gerne tilbyder en frisk kop kaffe og en drøftelse af muligheder.

Blandt de største oplevelser undervejs står helt klart landsstævnerne og dronningens sommertogt i 2022 højest på tavlen, med alle de mange både eksterne og kompetente samarbejdspartnere, man møder alle vegne.

I Esbjerg er Kirsten Bisgaard Kirchners bopæl en lejlighed i en af de statelige ejendomme med de imposante hoveddøre fra 1912 ud mod Kongensgade, hvor hun også sidder med i beboerforeningens bestyrelse.