Af Jan Poulsen   Arkiv foto

Da Kai Jørgensen for mange år siden startede Cirkus & Teatergruppen Fugl Føniks var det med intentionen om at skabe et sted hvor alle kunne være med, store som små. Der skulle være plads til sjov og spas, spilopper og forskelligheder. Målet er i den grad nået, og Kai har været med som frontfigur hele vejen. Men når nok er nok, så er det på tide at sige stop.

Det vælger Kai at gøre nu. Corona har simpelthen slidt ham ned og lagt en alt for stor dæmper på sjov og ballade. Derfor stopper han nu som formand i foreningen.

Der har ganske enkelt været alt for mange timer brugt på at holde styr på de skiftende retningslinjer i forbindelse med Corona, Kai vil væk fra computeren og ud til foreningens medlemmer.

At han stopper som formand for foreningen betyder dog ikke at han forlader den. Han fortsætter som menigt medlem i bestyrelsen, hvilket giver ham mere tid til det han gerne vil – Lave cirkus og teater med medlemmerne af Cirkus & Teatergruppen Fugl Føniks, netop det han i sin tid etablerede foreningen til.

Cirkus- & Teatergruppen Fugl Føniks har normalt omkring 100 medlemmer og ledere, lige nu er der 61 børn tilmeldt. Der er fortsat lukket for aktiviteter for medlemmer over 18 år på grund af Corona restriktioner.