Af Sabina Schmidt Foto: Arne Gundestrup
Bestyrelsen for “Hjertet På Rette Sted” er blevet glædeligt overasket efter at have fået overdraget otte klimaplakater fra forskellige storbyer udfærdiget i forbindelse med det store klimatopmøde i København i 2009.
De to kunstnere, Jan Egesborg og Johannes Töws, der står bag de meget farverige kunstplakater, har skabt dem over det sigende tema ”This is not the end”.
Hjertet På Rette Sted er meget taknemmelig for denne gestus, der er muliggjort af Johan Hoffmann Fonden, Claus Sørensens Fond, Lida og Oskar Nielsens Fond, Danske Banks Fond, Esbjerg Ugeavis Fond, Blue Water Fonden, Alice og Tage Sørensens Fond Esbjergfonden samt ObbekjerFonden.
Netop klimaproblematikken fylder meget – ikke mindst for vores børn og unge, der skal leve i og med problemet og måske forhåbentlig udtænke ændringer til forbedringer.
Efter udstillingen i Rådhushallen kan bestyrelsen for Hjertet På Rette Sted forestille sig en form for vandreudstilling forskellige steder i kommunen f.eks. Sydvestjysk Sygehus hvor Børne- og Ungeafdelingen har til huse eller Fiskeri- og Søfartsmuseet, der er rigtig mange muligheder udtaler Formand Lene Memborg, men det er også en snak vi vil have sammen med Jan Egesborg, så det bliver i tråd med hans ønsker.
Ligeledes har bestyrelsen for Hjertet På Rette Sted planer om at genoptrykke kunstplakaterne og få dem signeret med salg for øje – f.eks. til større erhvervsfirmaer eller andre interesserede – og hvor midlerne fra et sådant salg kan gå ubeskåret til Hjertet På Rette Sted. – Der er rigtig mange større projekter inde på afdelingen, som vi sammen med personalet meget gerne vil igang med på Børneafdelingen slutter Lene Memborg.
Udstillingen kan ses fra idag tirsdag den 28. januar i Rådhushallen, der markeres med en åbningstale af borgmester Jesper Frost Rasmussen kl.14.30 hvor alle er velkommen.