Af Sabrina Schmidt
Endnu engang må politiet ud med en kraftig advarsel mod fup-sms’ fra “DigitalPost”, der indeholder en besked om, at Rigspolitiet har sendt dig post.
Flere borgere modtager i øjeblikket fup-sms’er fra “DigitalPost”, der indeholder en besked om, at Rigspolitiet har sendt dig post, og at du skal logge på hjemmesiden rigspolitiet.com med NemID og uploade et billede af dit NemID-nøglekort.
Lad være med det, der er tale om en falsk hjemmeside og et forsøg på phishing, hvor bagmænd forsøger at franarre dig personoplysninger.
Politiet efterforsker sagen og understreger, at politiets rigtige hjemmeside er politi.dk, og hverken de eller andre myndigheder vil nogensinde bede dig om et billede af dit NemID-nøglekort.
Borgere, der modtager beskeden rådes til at ignorere den. Borgere, der har indsendt et billede af deres NemID, bør få deres NemID spærret med det samme.
Advarslen gælder også sms’er, hvor der henvises til nemid.org, og her kan der være flere udenlandske hjemmesider i spil.