Af Redaktionen

De fleste kender den eventyrlige trylleformular fra Brødrene Grimm eller 1001 Nats Eventyr. Men det er sandsynligvis de færreste, der har forbundet den med de tomme butikslokaler i Esbjerg Midtby. Det laver intermediakunstneren Eric Andersen nu om på i anledning af Esbjergs Håbeperiode 2020.

Hvert år d. 2. november indvies Esbjergs unikke Håbeperiode indstiftet af Eric Andersen i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum. Og hvert år siden 2001 har han iscenesat sine tre Pandora-værker fra museets samling på fortsat nye måder. Under Håbeperioden retter Eric Andersen vores opmærksomhed mod håbet ved på overraskende vis at inddrage publikum i sine installationer – og både museumsgæsterne og Pandora har oplevet lidt af hvert gennem tiden. Bl.a. har Pandora været indespærret i den gamle arrest og ophængt på magtfulde mænds kontorer – man har sågar kunnet sove med hende på flere af byens store hoteller.

Værkerne tager udgangspunkt i den antikke myte om Pandoras æske, der indeholdt ondskab og elendighed. Pandora lettede på æskens låg og lukkede alt dette ud i verden. Kun håbet blev tilbage, og det har siden været et af menneskets grundvilkår.

I år ønsker Eric Andersen at sætte håbet i forbindelse med de tomme butikslokaler i Kongensgade. Et ønske som mange sikkert deler netop nu. Med både humor, poesi og skarpsindighed har han flyttet Pandora ud af museet – og hvem ved, måske bliver lokalerne ganske hurtigt lejet ud, når håbet lukkes ind?

Håbeperioden varer fra d. 2. november 2020 til d. 3. marts 2021.

Eric Andersen er født i 1943 og er én af pionererne bag den internationale bevægelse, fluxus, der f.eks. også tæller Yoko Ono, og som i 1960’erne bl.a. arbejdede med at forene kunstarterne og udfordre gængse opfattelser af, hvad kunst er, og hvordan kunsten skal gribe ud i samfundet.