Af Redaktion

10 kunstnere og en forfatter fra britiske Society of Wildlife Artists (SWLA) besøger i maj Vadehavet for at skildre områdets natur og kulturlandskaber, møde lokalbefolkningen og arbejde med skoleklasser.

Besøget udgør anden halvdel af “The Wadden Sea Project”. Projektet er udviklet i et samarbejde mellem Nationalpark Vadehavet og naturvejleder Marco Brodde fra Fanø, som også er medlem af kunstnersammenslutningen Society of Wildlife Artists. Allerede i efteråret 2019 besøgte en gruppe af SWLA’s medlemmer den sydlige del af Vadehavet omkring Tøndermarsken og Rømø, og med nogle års forsinkelse grundet corona kan næste gruppe nu se frem til at arbejde en uge på bl.a. Fanø, Mandø, Skallingen og i Varde Ådal. Besøget finder sted i perioden 13.-20 maj.

Det ambitiøse projekt sætter Vadehavet på den internationale dagsorden via kunsten. En række halvfærdige skitser og tekster blev udstillet i London kort efter første besøg, men når begge besøg er gennemført, skal værkerne udstilles både i den nordlige og sydlige del af i vadehavsområdet. Des skal også vises uden for regionen og igen i England. Med det store materiale fra i alt over 20 kunstnere udgives også en tosproget bogudgivelse, der vil formidle og illustrere sammenhængen mellem menneske og natur i Vadehavets særegne landskaber.

SWLA’s medlemmer har deltaget i lignende projekter over hele verden, som har medvirket til at sætte fokus på en bæredygtig udnyttelse og beskyttelse af internationalt vigtige naturområder. Gruppen kan siges at arbejde i et spændingsfelt mellem kunst, videnskab og naturiagttagelse.

Kunstnerne vil under deres vadehavs-besøg invitere den lokale befolkning til at et kig ind i den kreative proces. Fx vil man kunne møde de arbejdende kunstnere på en “artist walk” ude i terrænet eller komme til åbent hus, hvor skitserne udstilles sidst på ugen. Skolebørn fra både Fanø, Ribe og Esbjerg vil få besøg at kunstnerne, der vil gennemføre workshops og åbne elevernes øjne for, hvordan de kan bruge den lokale natur i billedkunsten. Undervejs vil en tilknyttet forfatter, Colin Williams, mødes og tale med både børn og voksne fra lokalområderne om deres syn på Vadehavet og om livet langs kysten. Williams er i England kendt for talrige artikler, podcasts og bøger om menneskets forhold til naturen.

SWLA-kunstnerne vil under deres besøg i Nationalpark Vadehavet 13.-20 maj have base på Hotel Night & Stay på Fanø. I ugens løb besøges talrige lokaliteter også på fastlandet, bl.a. Sneum Digesø, Varde Ås udløb, Skallingen, Mandø og Ribemarsken.