Af Redaktionen

Lego Fonden, Lego Koncernen og Ole Kirk’s Fond sender tre-cifret millionbeløb som nødhjælp til Ukraine.

Donationen skal ifølge Lego Fonden støtte humanitære indsatser i Ukraine samt bidrage til beskyttelse og uddannelse af børn. De mange millioner skal fordeles mellem FN’s Børnefond UNICEF, Red Barnet og Dansk Røde Kors.

Meningen er, at pengene er øremærket til “de umiddelbare basale behov såvel som den mentale sundhed hos de millioner af civile, der er berørt af krisen”.

Sidste år donerede Lego Fonden en milliard kroner til covid-19-ramte børn og unge. Pengene gik blandt andet gennem UNICEF til vacciner, medicinsk udstyr og uddannelse til børn i udsatte områder af verden.

Lego Koncernen har et salgskontor i hovedstaden Kyiv, og 60 kilometer fra den Ukrainske grænse i Ungarn, i byen Nyíregyháza, ligger Legos store europæiske fabrik uden for Danmark. LEGO opfordrer desuden sine ansatte i Rusland, til ikke at blande sig i demonstrationer eller protester.

Lego-fonde

Ole Kirk’s Fond

Ole Kirk’s Fond blev stiftet i 1964 til minde om Lego-virksomhedens grundlægger, Ole Kirk Kristiansen. Fonden er almennyttig og blev blandt andet etableret for at gøre Billund attraktiv for medarbejdere og deres familier.

Den støtter børn primært i Danmark, men også globalt gennem danske, humanitære organisationer.

Lego Fonden

Lego Fonden er en dansk fond, der er blandt landets ti største uddelende fonde. Den ejer blandt andet 25 procent af Lego-koncernen, og har en egenkapital på omkring 10 milliarder kr.

Kilde B.T.