Af Redaktionen   Kilde: Videnskab.dk 

Lidt havearbejde eller en gåtur med kæresten eller hunden af og til kan betyde forskellen mellem liv og død.

Der har gennem tiden været skrevet meget om, hvad man kan gøre for at leve et langt og sundt liv. Men i bund og grund handler det bare om ikke at sidde stille, skriver The Guardian i følge Videnskab.dk

For et nyt studie fra Norges Idrætshøjskole har vist, at selv lettere aktiviteter som havearbejde eller en gåtur med hunden ser ud til at kunne betyde forskellen mellem liv og død for de ældre.

I hvert fald lever folk, der rører sig bare en lille smule, længere end dem, der stort set ikke bevæger sig.

Studiet viser, at det at være stillesiddende kan være forbundet med hjertesygdomme og – i værste tilfælde – en tidlig død.

Forskerne er dog også kommet frem til, at hård og mere intens motion lader til at være mere givende end den lettere form for fysisk aktivitet. Men da det for mange ældre kan være en udfordring at dyrke mere intense former for motion, kan de lette fysiske aktiviteter være et rigtig godt kompromis.

-Det er afgørende for ældre, som måske ikke kan udføre aktiviteter med moderat intensitet, at en smule lettere bevægelse også har positive effekter, forklarer Ulf Ekelund fra Norges Idrætshøjskole, der er hovedforfatter på det nye studie.

Studiet er et såkaldt metastudie, og er lavet ved at gennemgå en række eksisterende studier på området, der har undersøgt i alt 36.000 mennesker med en gennemsnitsalder på 63 år over 5-6 år.

De studier, som det nye studie er baseret på, er baseret på overvågning af deltagernes fysiske udfoldelser og altså ikke deltagernes egne rapporteringer, hvilket styrker studiets resultater der er mere korrekte observeret.

Forskerne har forsøgt at udelukke andre faktorer ved at tage højde for alder, køn, BMI og socioøkonomisk status, samt hvorvidt deltagerne ryger eller ej.