Af Redaktionen

I følge den amerikanske styrelse har YouTube brudt loven om samtykke fra forældre ved indsamling af børns data.

Det kommer nu til at koste Googles videodelingstjeneste YouTube 170 millioner dollar grundet denne forglemmelse.

Den amerikanske forbruger- og konkurrencestyrelse, Federal Trade Commission (FTC), udskriver en bøde på 136 millioner dollar til YouTube. Desuden vil Google, som ejer YouTube, betale yderligere 34 millioner dollar til delstaten New York på grund af lignende anklager, der er rejst af delstatens anklager.

Bøden er den største, som FTC har givet Google – men den er dog noget mindre end den bøde på fem milliarder dollar, som styrelsen uddelte til Facebook tidligere på året.

Ifølge FTC har YouTube brudt en lov, som siger, at der skal være samtykke fra forældre, før virksomheder kan indsamle personlige oplysninger om børn.

– YouTube har markedsført sin popularitet blandt børn over for potentielle kunder, siger FTC-formand Joe Simons i en udtalelse.

Men når det kom til at leve op til loven, som beskytter børns privatliv, siger han, at ‘virksomheden har afvist at anerkende andelen af dens platform, som tydeligvis er rettet mod børn. Så der er ingen undskyldning for YouTubes brud på loven.’