Af Sabina Schmidt
Mandag den 18. maj slår Esbjerg Kommunes Biblioteker igen dørene op efter cirka to måneders fysisk lukning under corona-krisen. Der er dog tale om en gradvis genåbning, hvor det første skridt på vejen er udlån og aflevering af materialer. Det betyder, at brugerne kan reservere materialer og derefter hente dem på biblioteket, lige som de kan aflevere de lånte materialer igen.
I første omgang åbner Hovedbiblioteket i Esbjerg, Bramming Bibliotek og Ribe Bibliotek mandag til fredag kl. 10-17, og her vil der selvsagt være fokus på rengøring, hygiejne og afstand efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Der skrues op for den digitale formidling
Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Peder Tørnquist, ser frem til, at bibliotekerne kan tage fat på genåbningen.
–Heldigvis er det jo kun fysisk, at bibliotekerne har været lukket, og imens har der været skruet op for den digitale formidling, så bibliotekernes ansatte har kunnet hjælpe brugerne med at finde nye veje til læsestof, underholdning og viden. Når det er sagt, har det stor værdi, at vi igen kan åbne bibliotekerne og yde den service, som rigtig mange mennesker lige fra studerende til børnefamilier og ældre borgere bruger og holder af, beretter udvalgsformanden.
Såkaldt frit lejde for aflevering
Hvis man som låner har materialer liggende derhjemme, som man ikke nåede at få afleveret, før corona-krisen ramte Danmark, er der frit lejde til at aflevere uden at få bøder frem til fredag den 29. maj 2020.