Af Redaktionen

Regeringen og Region Syddanmark har indgået en aftale, der skal sætte skub i den grønne omstilling på transportområdet. Aftalen indeholder bl.a. planer om klimavenlige busser, test- og demonstrationsprojekt for grøn omstilling af sygetransporter og ambulancer samt udskiftning af regionens benzin- og dieselbiler.

Den nye aftale, der er indgået mellem regeringen og Region Syddanmark, skal bidrage til at gøre Region Syddanmark endnu grønnere.
Aftalen betyder bl.a., at Region Syddanmark fra 2021 forpligter sig til CO2-neutrale eller nulemissionsbusser i alle nye udbud af busser på regionale ruter. Region Syddanmark finansierer i øjeblikket 201 regionale busser, hvilket bliver til ca. 517.000 køreplanstimer årligt. Samtidig skal alle Region Syddanmarks egne 400 vare- og personbiler være nulemission senest i 2030.

– Den grønne omstilling er en opgave, vi som region bakker fuldt op om, og vi har allerede igangsat en lang række initiativer i forhold til regionens eget CO2-aftryk. Vi har bl.a. opført solceller og indkøbt eldrevne personbiler og redderbiler. Specielt i forhold til den kollektive trafik er det dog ikke nogen billig opgave, og det må ikke gå ud over eksempelvis udbuddet af den kollektive trafik. Derfor er vi også meget glade for, at transportministeren har tilkendegivet, at regeringen fortsat vil have fokus på at understøtte den grønne omstilling af den regionale bustrafik. Vi er også meget tilfredse med, at regeringen har forpligtet sig til at arbejde på, at der gives en permanent mulighed for afgiftslempelse af elektricitet, der anvendes i nulemissionsbusser siger Regionsrådsformand Stephanie Lose (V)

Aftalen indebærer også, at der igangsættes et test- og demonstrationsprojekt for grøn omstilling af sygetransporter og ambulancer i Ambulance Syd, der allerede har taget hul på den grønne omstilling med bl.a. redderbiler, der kører på el. Samtidig vil Region Syddanmark arbejde for, at Vestbanen udbydes med klimavenligt togmateriel (eks. batteritog eller brinttog) ved næste udbud.