Af Redaktionen

Så sluttede en varm og begivenhedsrig weekend på Østerbro, og det var for både deltagere og trænere dejligt at komme ud til et “rigtigt” atletikstævne igen efter den lange corona pause.

Der var stadig restriktioner i forhold til antallet af deltagere og tilskuere, men konkurrencerne blev afviklet præcis sådan som vi kender det, og Sparta havde virkelig lagt sig i selen for at få lavet et flot stævne. Slutresultatet blev da også mange spændende konkurrencer og flotte resultater.

Esbjerg Atletik og Motion have 5 deltager med, og størst forhåbninger var der selvfølgelig til de tre deltagere i hammerkast. Samlet set levede de også op til forventningerne, og de fik 3 kastere i top 6, og fortsatte dermed mange års EAM dominans i øvelsen.

Sidste års vinder, Hans Barrett, levede op til favoritværdigheden og genvandt det danske mesterskab. Han kastede 59,74m i første forsøg, der var et såkaldt sikkerhedskast, og så kastede han ellers 5 længere kast udenfor kasteretningen, så han måtte acceptere, at dette blev årets første stævne under 60 m. Men det var stadig nok til en sikker sejr.

Brian Nielsen kunne desværre ikke gentage sidste års sølvplacering, da han med 54,82 på 4. pladsen var noget under årsbedste, og veteranen var bestemt ikke tilfreds med præstationen, der ifølge coach Tom bl.a. var begrundet i en meget ru ring og det varme vejr.

Den der kan være mest tilfreds med præstationen i kastreringen er DM debutanten, Nicco Hattesen, der med 52,73 sluttede på 6. pladsen. Man skal faktisk være 18 år for at deltage i denne teknisk svære og krævende øvelse, men Nicco bliver faktisk først 18 i næste måned, så han beviste bestemt, at han bliver en værdig arvtager af klubbens flotte hammerkasttraditioner.

For Patrick Wolf var det også første senior DM, og hans 13,95 i trespring gav en utaknemmelig 4. plads. Han havde nogle overtrådte forsøg, der nok kunne række til bronze, men marginalerne var ikke lige med Patrick ved dette stævne, og trespring er øvelse der kræver en rutine, som han først er ved at bygge op. En øm achillessene betød desværre, at Patrick måtte trække sig fra søndagens længdespring, og det var ærgerligt, at konkurrencen viste, at han bestemt kunne have talt med om medaljerne i denne øvelse.

Ida Boel var var med ved DM for tredje gang, men det var faktisk første gang hun gennemførte i favoritøvelsen 100 m hæk. Konkurrencen i øvelsen er steget de senere år, og målet var i første omgang en finaleplads. Det fik hun med 5. bedste tid i indledende heat med årsbedste, 14,78.

I finalen blev det til en 8. plads fra en dum bane 8, og endnu engang var begge hendes løb i modvind ligesom alle andre løb i denne forkortede sæson.

Flot gået og et STORT velfortjent til lykke skal også lyde herfra!