Af Redaktionen

Hvis din radiator ikke vil varme, er der typisk tre ting, du kan gøre. Alle tre kan du sagtens fikse selv, se her, hvordan du kan gøre det!

Hvis din radiator forbliver kold, selvom du har tændt for varmen og skruet op for termostaten, så skyldes det oftest én eller flere af tre ting:

  1. Ventilnålen sidder fast.
  2. Pakdåsen er for gammel.
  3. Der er for meget luft i radiatoren.

Alle tre ting kan du selv ordne, men du kan også få hjælp af en vvs’er, hvis du ikke selv har lyst til at kaste dig ud i gør det selv-opgaver.

Bor du til leje, skal du kontakte din udlejer, inden du går i gang.

Video: Få varme i radiatoren

Ventilnålen sidder fast og skal løsnes – sker typisk efter sommeren
Hvis radiatoren ikke bliver ordentlig varm, skyldes det ofte, at ventilnålen inde i termostaten har sat sig fast. Det sker ofte, når radiatoren ikke har været i brug hele sommeren.

  1. Tag termostaten af. Er termostaten en ældre model, kan den tages af med en unbrakonøgle eller en skruetrækker, mens en nyere model tages af ved at skrue den mod uret
  2. Tryk gentagne gang på ventilen, indtil den løsnes. Er gentagne tryk ikke nok til at løsne nålen, må du kontakte en vvs’er.

Læs også: Sådan gør du en radiator ren

Udskift radiatorens pakdåse

  1. Vrid møtrikken (pakdåsen) ved ventilen mod uret med en tang.
  2. Skru den helt ud.
  3. Skru en ny pakdåse i og stram til med en tang.

Udluftningen af radiator

  1. Sluk fyret og alle cirkulationspumper og vent 5 minutter.
  2. Tag fat i udluftningsventilen og drej mod uret, så der lukkes luft ud. Vent, indtil der begynder at komme vand ud (hav et viskestykke parat).
  3. Fyld vand på hovedanlægget ved kedlen, hvis der ikke kommer vand ud.
  4. Start fyr og cirkulationspumper igen.

Hvis ingen af de ovennævnte metoder løser problemet, må du tage kontakt til en fagmand, som kan identificere fejlen.