Af Redaktionen
Antallet af fyrværkeriskader ved årsskiftet 20/21 var igen lavt. Fire personer fra Esbjerg Kommune var en tur forbi Akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus med fyrværkeriskader. Et par stykker havde brændt fingrene, men ingen var kommet alvorligt til skade med øjne eller hænder. Faktisk skal man ind i forrige århundredes statistikker for at finde skader, der gav varige mén.
En del af forklaringen kan være, at samtlige 5. klasses elever i Esbjerg Kommune hvert år siden år 2000 i løbet af december har været igennem kampagnen ”Fyrværkeri er flot – MEN!”, som SSP Forebyggelse & Vejledning står bag. Knapt 30.000 elever har i tidens løb deltaget i kampagnen og fået viden om fyrværkeri, og det afspejler sig i tallene.
-Da vi lancerede kampagnen, var det fordi, der i forbindelse med årtusindeskiftet var 29 fyrværkeriskader på det daværende Esbjerg Sygehus. Når vi ser på, hvordan udviklingen er gået siden, tør vi godt konkludere, at den årligt tilbagevendende kampagne gør en stor forskel. Særligt også fordi de skader, vi har set de seneste mange år, heldigvis ikke er alvorlige. Kampagnens budskaber om at passe på øjne, hænder og hinanden bliver fulgt siger SSP-konsulent Morten List Christensen.
I løbet af kampagnens levetid er det også tydeligt, at mængden af nytårshærværk er faldet. Blandt klassikerne er de sprængte postkasser. I år modtog Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelse om 24 postkasser, som ikke overlevede nytårsaften. Tidligere var det tal oppe på 40.
Kampagnens samlede resultater, både hvad angår personskader og hærværk vækker da også glæde på politigården.
-Det er en rigtig positiv udvikling. Vi samarbejder med kommunerne om forebyggende tiltag, og Esbjerg Kommune gør en meget flot indsats for at synliggøre, at det ikke er omkostningsfrit at omgås fyrværkeri forkert. Det gælder dels i forhold til liv og legeme, dels i forhold til hærværk, der kan koste en plet på straffeattesten – og måske drømmejobbet bagefter, pointerer vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.
“Fyrværkeri er flot – MEN!”-kampagnen består af et undervisningstilbud, hvor eleverne blandt andet får teoretisk viden om køb og brug af godkendt fyrværkeri, hensyn til andre mennesker og dyr, erstatningsansvar samt en praktisk demonstration om korrekt brug af fyrværkeriet.
Og selv om meget er nået de sidste 20 år er der stadig plads til forbedringer, mener Morten List Christensen.
– Vi skylder stor tak til alle de elever, lærere og myndigheder, der deltager i kampagnen hvert år. Hvis ”De 5 fyrværkeriråd” bliver fulgt, kan vi formentlig komme de fleste af de sidste småskader til livs, så vi fortsætter kampagnen også i de kommende år, siger Morten List Christensen.