Af Redaktionen Foto: Københavns Politi

Rigspolitiet har konstateret, at det it-system, der bruges ved kontrol af fingeraftryk i forbindelse med indrejsekontrol af visumpligtige borgere fra tredjelande, har været for dårligt. Derfor skal systemet nu opdateres.

Rigspolitiet har konstateret, at det it-system, der bruges ved kontrol af fingeraftryk i forbindelse med indrejsekontrol af visumpligtige borgere fra tredjelande, har været for dårligt. Systemet har forsøgt at verificere det scannede fingeraftryk, selv om aftrykket ikke har været af sådan kvalitet, at systemet har kunnet verificere fingeraftrykket i det et fælleseuropæiske elektroniske visuminformationssystem, VIS.

Det har betydet, at det har været sværere for politiet at opnå et match, når en person fra et tredjeland rejser ind i Danmark. Den såkaldte authentication hit rate har ligget omkring 64 procent mod et forventet måltal på 90 procent.

Fingeraftryk er et af flere elementer, der indgår i grænsekontrollen af visumpligtige personer fra tredjelande. De øvrige kontroller, der foretages i tilfælde af manglende verifikation af fingeraftryk, er tidskrævende, men efter Rigspolitiets vurdering tilstrækkelige til at sikre, at der er overensstemmelse mellem den indrejsende og det fremviste visum.

Politiet har gennem en længere periode uden effekt søgt at afhjælpe den lave hit rate, eksempelvis ved vedligeholdelse/rengøring. I december 2019 blev årsagen identificeret, og i samarbejde med leverandøren, er der lavet en opdatering af systemet.

Opdateringen sikrer, at kun scanninger af tilstrækkelig kvalitet sendes til VIS-systemet til verifikation. Det vil således fremstå tydeligt for paskontrollanten, at der er behov for at foretage en fornyet scanning. Med opdateringen forventer Rigspolitiet, at hit raten stiger til et acceptabelt niveau.

-Det er beklageligt, at fingeraftrykslæseren i vores system ved grænsekontrollen ikke har fungeret optimalt. Hitraten har været for lav, hvilket har skabt problemer i paskontrollen. Jeg har derfor en forventning om, at opdateringen af systemet vil bringe hit raten op, siger politidirektør hos Rigspolitiet Lene Frank.

Hitraten siger ikke noget om antallet af sager med indrejse af visumpligtige tredjelandsstatsborgere, hvor der bliver scannet fingeraftryk. Det gjorde der i knap 80 procent af disse indrejsesager til Danmark i første kvartal 2020. Til sammenligning er gennemsnittet i EU på cirka 45 procent. Børn under 12 år, diplomater og personer, for hvilke det er fysisk umuligt at optage fingeraftryk, er fritaget fra kravet om at afgive fingeraftryk i forbindelse med visumansøgningen og får derfor heller ikke scannet fingeraftryk ved indrejsekontrollen.