Af Redaktionen kilde TV2
De mindste børn er konservative og har brug for ro og forudsigelighed, siger formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal.
– De har brug for at være sammen med andre voksne end deres forældre, og de har brug for at komme op i skolen og få noget læring, siger formanden til TV2
Derfor opfordrer han til at det skal være slut med hjemmeskole for de mindste børn efter den 7. februar.
Elever i grundskolen er sendt hjem og modtager fjernundervisning. Og som det ser ud nu, kan forældre endnu ikke fortælle deres børn, om de skal tilbage til den fysiske skole efter 7. februar. Ifølge Claus Hjortdal er netop den uvished svær for de mindre børn.
– De er meget konservative og har brug for ro, rammer, firkantethed og forudsigelighed. Det er det, vi giver dem i skolen, og der føler de sig godt tilpas.
Claus Hjortdal bakkes op af Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme. Han mener endnu ikke, man med sikkerhed kan sige, at det er ”tilrådeligt” at sende de små børn i fysisk skole fra 8. februar.
– Men hvis der er nogen restriktion, der skal løsnes, så tror jeg, der er generel enighed om, at det lige præcis er hos børn fra 0. til 4. klasse, siger Jens Lundgren til TV 2.
– De bliver smittet mindre, de spreder smitten mindre, og det har nogle store samfundsøkonomiske konsekvenser, at de stadig er hjemme hos deres mor og far i stedet for i skolen, lyder det fra professoren.
Ifølge Politiken anslår professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard, at det koster samfundet op mod 285 millioner kroner dagligt at holde børnene hjemme.