Af Redaktionen Kilde: Dyrenes Beskyttelse
EU-kommissionen har forpligtet sig til at foreslå lovgivning, der udfaser bure til landbrugsdyr i hele EU. De 1,4 millioner EU-borgere, der underskrev borgerinitiativet og krævede dyrene ud af burene, er blevet hørt. Det er en historisk dag for dyrevelfærden og for demokratiet i EU.
-Rekordmange borgere i hele EU skrev under på kravet, og mere end 170 organisationer stod sammen om at løfte borgerinitiativet. Der var overvældende tilslutning ved både høring og afstemning i Parlamentet. Det kunne Kommissionen ikke overhøre. Den har lyttet til borgernes krav om anstændig behandling af vores landbrugsdyr. Nu er der endelig udsigt til, at dyrene kan sprede vingerne, vende sig rundt, passe sine unger, rette sig ud og i det hele taget bevæge sig naturligt omkring, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
På EU-Kommissionens vegne sagde kommissær for sundhed og dyrevelfærd Stella Kyriakides blandt andet:
-Vi har lyttet til de 1,4 millioner EU-borgere, der skrev under, og til de mange mange andre EU-borgere, som bekymrer sig stadig mere om dyrenes velfærd. Udfasningen af burene er en moralsk, sundhedsmæssig og økonomisk forpligtelse. Et burfrit landbrug handler om både vores og dyrenes sundhed.
Kommissæren understregede, at dyrevelfærd nu er en klar politisk prioritet, og at Kommissionen herefter vil arbejde videre med at fastlægge udfasningsperiode og økonomisk støtte, så landmændene kan ændre indretningen af deres produktion og komme ind i en burfri fremtid. Kommissionen vil desuden sørge for at også produkter, der importeres til EU, skal overholde de fremtidige regler om burfri produktion.