Af Sabina Schmidt

Musik er nok ikke det første, der dukker op på nethinden, når de hører navnet eksil-tibetanernes leder Dalai Lama.

Men inden længe vil den buddhistiske leder være at finde på diverse streamingtjenester, når han i anledning af sin 85-års fødselsdag 6. juli udgiver albummet ‘Inner World’.

Albummet, som godt nok er Dalai Lamas første, vil indeholde mantraer og lærdom til musik, skriver New Musical Express.

Dalai Lama har selv udtrykt, at ‘musik har potentialet til at transcendere vores forskelle. Det kan hjælpe os tilbage til den sande, naturlige godhjertethed’.

Det er allerede nu muligt at lytte til det første nummer fra albummet, som har fået titlen ‘Compassion’.

Her hører man Dalai Lama recitere Den Medfølende Buddhas mantra, som på tibetansk også kaldes Chenrezig.

Der vil være 11 numre at finde på albummet, og musikken er komponeret af producer og sangskriver Abraham Kunin, som er gift med Dalai Lamas elev Junelle Kunin.

Det er hende, som har fået ideen til albummet, og hun har arbejdet på projektet i fem år.

På albummet medvirker desuden en række musikere fra hele verden, blandt andre er den Grammy-nominerede sitar-spiller Anoushka Shankar med på nummeret ‘Ama La’.

Albummet vil være at finde på alle platforme, når det udkommer 6. juli, og overskuddet fra salget vil gå til organisationen ‘Mind and Life Institute’ og udannelsesprogrammet ‘Social, Emotional and Ethical Learning’, som er oprettet af Emory Universitet i samarbejde med Dalai Lama.