Af Redaktionen   Kilde The Verge

Endnu engang er techgiganten udsat for rygter og spekulationer. Således kan The Verge, der citerer en kilde, fortælle at Facebook planlægger at skifte navn.

Det nye navn bliver angiveligt afsløret 28. oktober.

Ifølge The Verge vil Facebooks administrerende direktør og grundlægger, Mark Zuckerberg, afsløre det nye navn på en konference den 28. oktober. Hos facebook ønsker man imidlertidig ikke at kommentere på “rygter eller spekulation”.

Selvskabet er i øjeblikket i modvind, blandt andet for at se stort på Instagrams negative indvirkninger på især yngre piger.

Derfor virker det logisk hvis man ønsker en rebranding. Som en del af rebrandingen vil Facebook-appen ifølge The Verge blive placeret som et af mange produkter under et moderselskab med et andet navn.

Det nye navn skal ifølge The Verge reflektere Facebooks store planer om at bygge et såkaldt metaverse – en online verden, hvor mennesker er til stede som en digital udgave af dem selv.

Det er ikke unormalt, at amerikanske teknologivirksomheder skifter navn i forbindelse med, at de afsøger nye forretningsområder.

I 2015 etablerede Google for eksempel moderselskabet Alphabet for at udvide selskabet ud over sin berømte søgemaskine og reklamevirksomhed.