Af Redaktionen

I indeværende sæson i Bambusa Kvindeligaen er det kun Viborg HK, som for alvor har skabt problemer for Team Esbjerg. To gange har de mødt hinanden, og begge gange er det blevet til sejre for de grønblusede. Derfor er der en naturlig respekt for holdet, men selvtilliden er i top hos esbjergenserne, der lurer efter muligheden at få bugt med midtjyderne.

Sejren fra weekenden, der gav adgang til EHF Champions League Final4, ligger stadig friskt i erindringen på spillerne. Klubben har kvalificeret sig til finalestævnet for første gang i klubben historie og som det første danske hold i otte år.

Alligevel venter Viborg, der har været en torn i øjet på Team Esbjerg. Derfor er cheftræneren og truppen også klar over, at det igen bliver to kampe, hvor der skal findes et højt niveau, hvis det skal blive til en ny finale.

– Vi går ind til kampen med respekt, for vi gør det med bevidstheden om, at vi ikke har slået dem endnu. Derfor kan vi ikke lyve for os selv, for vi har ikke været tæt på at slå dem i denne sæson. Men vi går også ind til kampen med en tro på os selv, som kommer efter søndagens kamp men også sæsonen som helhed, siger Jesper Jensen.

Viborg HK er kendt for at spille håndbold i et hæsblæsende tempo. Selvom Team Esbjerg også kan praktisere dette, så har viborgenserne alligevel et gear mere. Derfor bliver kampen afgjort af det hold, som ender med at tage kontrol over opgøret.

– Vi ved, hvad vi gerne vil i denne kamp, og det gjorde vi nok ikke i de to første, og derfor er jeg også fortrøstningsfuld. Det bliver en kamp om at bestemme tempoet. Viborg vil gerne løbe meget, hvor vi gerne vil være mere kontrollerende. I vores tidligere kampe har vi løbet mere ukontrolleret, og dermed blev det kampe på deres præmisser, og det skal vi have styr på, siger cheftræneren.

To afgørende kampe er færdigspillet i denne måned, men hvis alt går vel, venter der stadig fire opgør, hvor alt er på spil. Dette kan tære på holdet kræfter, og derfor er det klogt, at holdet har sparet på dem hen over sæsonen. Derfor er cheftræneren heller ikke bekymret for spillernes tilstand.

– Jeg ser det ikke som noget problem. Skiftet med rejsen fra Rumænien hjem til Danmark var hård, og der skulle lige findes lidt frem til sidste uges onsdagskamp mod Herning-Ikast Håndbold. Men det lykkedes vi med mod Herning-Ikast, og det gør vi også mod Viborg, hvor vi ikke har en rejse i benene, siger Jesper Jensen.

For Annette Jensen og Marit Røsberg Jacobsen er det en kamp mod tiden. De to spillere er begyndt at træne lidt, men det er stadig tvivlsomt, om de når at blive klar til spilletid.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen semifinale kamp 1 mod Viborg HK onsdag den 11. maj kl. 20.00 i Blue Water Dokken: