Af Redaktionen
Kathrine Heindahl, stregspiller for CSKA Moskva og det danske landshold, vender i sommeren 2022 hjem til Danmark og har underskrevet en treårig kontrakt med Team Esbjerg gældende til 30. juni 2025.
Den 29-årige fynbo skrev under på kontrakten med Moskvas nye store satsning i kvindehåndbold, få uger før coronavirussen bredte sig til Europa. Opholdet i den russiske hovedstad blev på den baggrund af en helt anden karakter, end hun havde forestillet sig.
– Jeg ønsker af flere grunde at vende hjem, før jeg egentlig havde forventet, og ser frem til at leve et mere socialt liv tættere på min familie. Da jeg fik en henvendelse fra Team Esbjerg, der er i gang med et fedt projekt og har mange spændende spillere, kom jeg på andre tanker end dem, jeg oprindeligt havde. Jeg er valgt på især mit forsvarsspil og er tiltænkt en stor rolle på holdet. Og så tror jeg, at det vil gavne mig i angrebsspillet, at jeg skifter fra det mere individuelle spil i Rusland til en kollektiv spillestil, siger Kathrine Heindahl.
Hun er fra Nyborg, hvor hendes forældre fortsat bor, og har i en allerede lang karriere spillet for GOG, HC Odense, Team Tvis Holstebro, Randers HK og Odense Håndbold, inden hun i 2020 skiftede til CSKA Moskva. Trods skyggerne fra coronaperioden beskriver hun det som den bedste beslutning, hun har truffet, at rejse ud og opleve en helt anden kultur.
Stærkt medvirkende til beslutningen om at takke ja til Team Esbjergs tilbud er Kathrine Heindahls kendskab til cheftræner Jesper Jensen i hans anden rolle som landstræner. De deler ambitionen om at kvalificere sig til OL i 2024 og nå Final4 med klubholdet i DELO EHF Champions League.
– Kathrine har over de senere år udviklet sit lederpotentiale rigtig meget. I Moskva har hun styrket evnen til at prioritere og præstere, og at det er på kampdagen, det gælder, ikke processen og træningen op til. Sådan er det i Rusland, hvor hun har lært at gå til kulturen med ærefrygt og ikke pege fingre ad den, men tage det med, hun kan bruge. Vi får tilgang af en dedikeret spiller, der kan skelne mellem, hvornår der skal præsteres, og hvornår det er tid til sjov. Hun er meget bevidst om træning og kost, og på banen er hendes fysiske styrke og forsvarsspillet af høj klasse. Hendes angrebsspil er blevet syltet lidt i de seneste sæsoner, og det skal vi have opdyrket igen, siger Jesper Jensen.
184 cm høje Kathrine Heindahl indledte landsholdskarrieren i 2010 og har spillet 89 landskampe og scoret 165 mål.
– Jeg føler, jeg befinder mig i karrierens bedste håndboldår, og at jeg stadig kan blive dygtigere. Opholdet i Moskva har flyttet mig sindssygt meget, især mentalt. Mentaliteten er mere kynisk og resultatorienteret her, og spillemæssigt har jeg forbedret mig ved at stå over
for nogle af verdens bedste, som bare søger duellen hele tiden. Men gud, hvor har jeg savnet de danske værdier, jeg forlod. Det har været vanvittigt hårdt, men også et eventyr og en oplevelse at være i udlandet, siger Kathrine Heindahl fra Moskva.
Ægtemanden Casper Eriksen, der er udlært lastvognsmekaniker, men i mange år har arbejdet som disponent inden for logistik og distribution, stødte til i sommer. I løbet af foråret håber Kathrine at få besøg af sin familie på et turistvisum – inden hun og Casper sætter kursen mod Esbjerg.
Ved siden af håndboldspillet har Kathrine Heindahl siden 2016 sammen med en tidligere holdkammerat fra Holstebro-tiden drevet sportsbrandet Ikaika, der primært består træningstights. Hun er uddannet bachelor i almen erhvervsøkonomi fra Aarhus Universitet.