Af Redaktionen

Det er netop blevet offentliggjort, at Thomas Vinterberg og Zentropas kommende danske drama DRUK er blevet udtaget til Toronto International Film Festival. Efter at have fået ”Official Selection”-stemplet fra filmfestivalen i Cannes tidligere på måneden, er det nu anden gang inden for kort tid, at DRUK er udtaget til én af verdens største filmfestivaler.

Toronto International Film festival er Nordamerikas største filmfestival, og når den i år afholdes for 45. gang d. 10.-21. september, bliver det delvist online og delvist fysisk. Der er i år kun udtaget et stærkt begrænset antal film, hvoraf DRUK er én af dem.

DRUK bliver i disse dage vist digitalt for købere fra hele verden på filmfestivalen i Cannes, og der er en fantastisk hype om filmen internationalt. Allerede nu er filmen solgt til over 30 territorier i hele verden, bl.a. Frankrig, England, Irland, Canada, Tyskland, Østrig, Sydkorea, Tyrkiet, Benelux-landene, Rusland, Schweiz, Polen, Ungarn, Grækenland, Tjekkiet, Estland, Letland og Litauen.

Handlingen i DRUK
Fire gymnasielærere og venner beslutter sig for at afprøve en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Teorien lyder, at alkohol i blodet åbner sindet for omverdenen og får kreativiteten til at stige. Resultatet er opsigtsvækkende. Både undervisningen og resultaterne løfter sig, og vennerne begynder for alvor at mærke livet igen. I takt med, at genstandene ryger indenbords, skrider eksperimentet fremad for nogen, og af sporet for andre. Det bliver tydeligt, at alkohol kan skabe store resultater, men også at den slags vovemod kan have konsekvenser. DRUK er en sjov, rørende og tankevækkende fortælling om at genfinde meningen og ikke mindst glæden ved livet.

En perlerække af Vinterberg-favoritter
For første gang siden Jagten arbejder Thomas Vinterberg sammen med Mads Mikkelsen. Efter store roller i internationale blockbusters vender Mads Mikkelsen hjem til Danmark igen som gymnasielæreren Martin i DRUK. Det gør han i selskab med Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe, som spiller de tre andre hovedroller som Martins venner og kolleger.

I rollen som Mads Mikkelsens kone finder vi den svensk-norske stjerne Maria Bonnevie, mens Helene Reingaard Neumann spiller Magnus Millangs kone Amalie. Som rektor på det gymnasium, hvor en stor del af filmen udspilles, har Susse Wold sin første filmrolle siden sin Bodil- og Robert-belønnede indsats i Jagten.

Holdet bag filmen
DRUK er instrueret af Thomas Vinterberg, skrevet af Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm og produceres af Zentropa Entertainments3 ved producere Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing og er co-produceret med Film i Väst, Zentropa Sweden, Topkapi Films og Zentropa Netherlands. Den er blevet til med støtte fra Det Danske Filminstitut, TV 2 DANMARK, Eurimages, Netherlands Film Fund, Svenska Filminstitutet, Netherlands Film Production Incentive og the Media Programme of the European Union.