Af Redaktionen   Foto: Naturstyrelsen

Holder du påskeferie i Danmark, så har Naturstyrelsen nu gjort det endnu lettere at komme ud i naturen og få nye oplevelser.

10 nye naturguider med et let og enkelt design byder på oplevelser i hele Danmark. De ti steder er perfekte til en gå- eller cykeltur imellem feriens påskefrokoster.

– Vi har set en enorm interesse for at komme ud og opleve naturen de seneste år, og vi har lagt et stort arbejde i at formidle de mange muligheder for gode og gratis oplevelser i vores allesammen natur. Vi har i forvejen naturguider til rigtig mange af statens flere end 1.000 naturområder, men nu har vi lavet en række nye helt enkle guider til nogle af de bynære og besøgte områder, som måske ikke er kendte af den brede offentlighed, siger Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen.

I flere af skovene er der også fri teltning, hvilket betyder, at du må slå et lille telt op under trækronerne for en enkelt overnatning – uden at spørge om lov først.

De nye guider er bygget op, så du får anvisninger til både at finde vej, parkere, finde toiletter og andre faciliteter, og du kan læse om særlige forhold for bevægelseshæmmede.

Desuden indeholder hver guide mindst fem oplevelser som er lette at finde ud fra et kort. Filosofien bag de nye guider er, at det skal være både let og håndholdt at komme ud på nye eventyr i naturen.

Tre højdepunkter:

1. Oplev en ægte hundeskov

I den nye naturguide for Juelstrup Sø ved Støvring er én af de udpegede oplevelser at besøge hundeskoven, der er plantet i samme form som piktogrammet for hundeskov. Skovens hundepiktogram er ca. 10.000 gange større end det piktogram for hundeskov, du finder på Naturstyrelsens røde pæle, så der er masser af plads for de firbenede venner at boltre sig på. Imens kan ejeren, og måske især børnene, spekulere over, om man mon befinder sig i forpoten, på snuden eller i halen af hundeskoven.

2. I skovens dybe stille ro

Hampen Sø og Palsgård Skov mellem Vejle og Silkeborg kunne sagtens lægge kulisse til den gamle børnesang I skovens dybe stille ro. Her finder du uforstyrrede områder, hvor du nærmest har naturen for dig selv. I skoven ligger også mange fortidsminder, især gravhøje, som vidner om, at Palsgård Skov ligger på Hærvejsstrøget. Hampen Sø er én af Danmarks reneste søer, omkranset af skov og med et rigt dyre- og planteliv. Om sommeren brydes søens overflade af områder med gule og hvide åkander. På og ved Hampen sø kan man året rundt se mange forskellige fugle. Fiskeørne og andre rovfugle jager ved søen i sommerhalvåret.

3. Besøg 56 historiske gravpladser og kørestolsvenlig sti

Kelstrup Plantage lidt nord for Kruså byder på et spektakulært syn, når du på din tur gennem skoven støder på 56 såkaldte tuegrave. Det var en almindelig begravelsesform i den sidste del af bronzealderen og begyndelsen af jernalderen ca. 500-300 f. Kr. Ud over tuegravene byder Kelstrup Plantage på gode forhold for orienteringsløbere og folk på mountainbike, og så går der rygter om, at der både er nisser og trolde i skoven.

Prøv også den 1,5 km lange diversitetssti i Kelstrup Plantage, som også er egnet for kørestole og barnevogne i et meget varieret terræn.  Til området er der også knyttet en grejbank, hvor man f.eks. kan låne vaders og fiskenet, hvis man vil udforske søen.

Danmarks største katalog over naturoplevelser

Mere end 170 naturguider til de statslige naturområder giver dig inspiration til din næste udflugt. Find alle naturguider på Naturstyrelsens hjemmeside.