Af Redaktionen

Forbrugerombudsmanden advarer mod hjemmesiden www.copenhagenlashes.dk. Netbutikken gør ikke tydeligt opmærksom på, at man ved at takke ja til et tilbud bliver tilmeldt et abonnement på løbende levering af vippe- og brynserum.

Der følger et abonnement med på løbende levering af vippe- og brynserum, når forbrugere takker ja til et af Copenhagen Lashes tilbud, men det kan forbrugerne ikke umiddelbart se. Forbrugerombudsmanden har modtaget over 40 klager over netbutikken. Derfor advarer Forbrugerombudsmanden nu mod at handle på hjemmesiden.

Kunderne klager blandt andet over et juletilbud, hvor det ikke fremgår tydeligt på hjemmesiden og i markedsføringen af Copenhagen Lashes, at man ved bestilling af en vippe- og brynserum til 35 kr. samtidig bliver tilmeldt et abonnement på løbende levering af vippe- og brynserum.

Det abonnement, som kunderne er blevet tilmeldt mod deres vidende, har en bindingsperiode på to måneder og koster 225 kr. om måneden plus fragt. Blandt klagerne er der også eksempler på, at umyndige personer under 18 år er blevet tilmeldt abonnementet. Desuden stiller Copenhagen Lashes krav om, at forbrugerne skal opsige abonnementet på bestemte tidspunkter.

Copenhagen Lashes overtræder også lovgivningen på andre områder. Virksomheden trækker blandt andet pengene for en vare, før produktet sendes til forbrugerne, og forbrugerne tilbydes ingen fortrydelsesret. Desuden leverer virksomheden ikke produkterne inden for 24 timer, som den reklamerer med. Enkelte forbrugere har klaget over ikke at have modtaget produkterne flere uger efter bestillingen.