Af Redaktionen

714.600 kr. bliver i 2022 uddelt fra Esbjerg Kommunes fritidskulturelle pulje til gavn for 16 foreninger i hele kommunen. Kultur & Fritidsudvalget har fordelt næste års tilskud til en lang række projekter, som især tilgodeser børn og unge.

16 foreninger kan til næste år se frem til at få et økonomisk tilskud til at gennemføre projekter, som giver forholdene for medlemmerne et løft. Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune har godkendt fordelingen af 714.600 kr., som i løbet af 2022 bliver sendt ud til foreningerne fra kommunens fritidskulturelle pulje.

Foreningernes ansøgninger og projekter er meget forskellige. Udvalget har blandt andet givet tilskud fra puljen til en række idrætsforeninger, spejdere og andet børne- og ungdomsarbejde til køb af udstyr som f.eks. en dykkerbåd, bordtennisborde, tidtager-, lys- og lydanlæg, lyd- og lysmixerpulte, køb af elektrisk trommesæt, fornyelse af bålsted og bålhytte m.m.

– Ansøgningerne vidner om en stor alsidighed i kommunens foreningsliv, og det vil vi gerne bakke op om. I Kultur & Fritidsudvalget er vi glade for at kunne støtte mange gode initiativer med midler fra den fritidskulturelle pulje, så vi sammen kan få skabt de bedste rammer for et varieret udbud af fritidsaktiviteter, som fremmer bevægelse i hverdagen og sikrer en bred vifte af gode fritidstilbud for alle i vores kommune, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

Udvalget har i år modtaget 27 ansøgninger om tilskud, og heraf falder 18 ansøgninger inden for de principper for fordeling, som gælder for midlerne fra den fritidskulturelle pulje. To ansøgninger har fået afslag af andre årsager.

Midlerne fra den fritidskulturelle pulje fordeles blandt andet ud fra principper om at prioritere foreninger for børn og unge og sikre en bred geografisk fordeling i hele kommunen. Samtidig er der lagt vægt på at tilgodese foreninger, som ikke fik tilskud sidste år, ligesom hver forening kun kan få tilskud til én ansøgning.