Af Redaktionen
Esbjerg Kommune er sammen med idrætsorganisationerne DGI og DIF gået sammen om en ny kampagne med fokus på, hvordan vi alle kan få mere motion lagt ind i hverdagen.
Det kan være svært at huske på i en travl hverdag, men med nogle bitte små ændringer som for eksempel at tage trappen i stedet for elevatoren kan man nemt få sneget mere motion ind i hverdagen. Lidt har også ret – det er budskabet i kampagnen “Alt tæller”.
Bag kampagnen står Bevæg dig for livet, et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og blandt andet Esbjerg Kommune, der skal gøre Danmark til verdens mest idræts aktive nation.
– Som partner i Bevæg dig for livet arbejder vi i Esbjerg Kommune for at få flest mulige borgere i alle livsfaser gjort fysisk aktive både gennem hverdagsaktivitet og den mere organiserede idræt. Vi har et fælles ansvar for sundhed og trivsel, og foreningslivet er sammen med blandt andet institutioner, skoler og arbejdspladser vigtige medspillere, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
Netop arbejdspladser er et af de områder, hvor Esbjerg Kommune har valgt at sætte ind. Bevægelse i arbejdstiden bidrager til det gode arbejdsmiljø, et stærkt fællesskab og energi og overskud i hverdagen. Derfor har Esbjerg Kommune som et led i kampagnen “Alt tæller” uddelt kasser med plakater, film og andet materiale, der vil kunne give inspiration til motion, til en række virksomheder i kommunen.