Af Lene Memborg
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog i går torsdag klokken 17.26 anmeldelse om en livløs mand, der var fundet i en lade på en landejendom i Haderslev Kommune.
Politiet efterforsker hændelsen som drab og var også tidligt ude med den oplysning. I går aftes kunne politiet så anholde en 40-årig mand og sigtede ham for drabet. Anholdelsen fandt sted i Esbjerg. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse i dag.
Den 40-årige bliver fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg klokken 15.00 idag. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.
Den dræbte er endnu ikke identificeret med sikkerhed.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere grundet efterforskningen.