Af Redaktionen

Et bredt flertal i det syddanske regionsråd vedtog forleden Region Syddanmarks budget for 2021. Dermed ligger det fast, hvordan de 27,3 mia. kr., som regionen har at gøre godt med i 2021, skal bruges. Langt de fleste penge går til drift af regionens sygehuse, men regionens stabile økonomi har også gjort det muligt at finde 25 mio. kr. til nye initiativer.

Forleden vedtog regionsrådet i Region Syddanmark driftsbudgettet for 2021. Størstedelen af de 27,3 mia. kr., som udgør regionens budget, går til den daglige drift af regionens mange opgaver. Men der er også afsat ekstra 323 mio. kr. til stigende udgifter til medicin og til en øget aktivitet i praksissektoren – primært som følge af, at der bliver flere ældre mennesker.

Med baggrund i regionens sunde og stabile økonomi har det også været muligt at finde 25 mio. kr. til nye initiativer.

Pengene skal blandt andet skal bruges på at styrke indsatsen i forhold til senfølger efter kræft samt styrke den palliative indsats for døende patienter. Og så er der sat penge af til at udvide kapaciteten på Center for funktionelle lidelser, så ventetiden bliver kortere, og til at styrke kapaciteten i speciallægepraksis blandt andet for at mindske ventetid og for at kunne flytte udvalgte opgaver fra sygehusene til speciallægerne.

Også klimaet er i fokus i budgetaftalen, hvor der afsættes penge til at styrke regionens kompetencer på klimaområdet.

Følg linket herunder for at se hele budgettet for 2021

Se Region Syddanmarks budget for 2021