Af Redaktionen

Et sæt internationale retningslinjer bliver nu – med enkle danske variationer – implementeret i Danmark senest fra 15. juni.

For nu skal der bæres mundbind i de danske lufthavne. Det er en del af et sæt nye retningslinjer, der skal reducere risikoen for corona-smitte.

Retningslinjerne, som bygger på et sæt internationale regler fra det europæiske luftfartssikkerhedsagentur, EASA, skal senest være implementeret 15. juni.

Danske forhold

Enkelte dele vil dog blive tilpasset danske forhold – blandt andet afstandskravet, hvor den generelle anbefaling om 1 meter i normale situationer vil blive fulgt.

I de internationale retningslinjer anbefales en afstand på 1,5 meter.

Det er Dansk Luftfart, der de seneste uger har drøftet retningslinjerne fra EASA med de danske myndigheder.

Transportminister Benny Engelbrecht (S): -Jeg er glad for, at luftfartsbranchen står ved sit ansvar, da der blot er tale om anbefalinger fra EASA:

– Jeg synes, at det viser, at luftfartsbranchen gør, hvad de kan for at genoprette tilliden til luftfarten, lyder det fra ministeren.

Retningslinjerne, der er midlertidige, betyder også, at det i en periode kun er passagerer og personale, der har adgang til lufthavnsterminalerne.

– Det er vigtigt, at de rejsende kan føle sig trygge under rejsen, selv om der ikke indtil nu har været rapporter om overførsel med smitte af Covid-19 på fly.

Luftfartsbranchen har som så mange andre brancher været hårdt ramt af udbruddet af corona-virus og de rejserestriktioner, flere lande indførte i kølvandet på den frygtede virus.

Det har betydet store tab for både fly- og rejseselskaberne.