Af Redaktionen

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt endnu en dansk influent med mange følgere på Instagram for at overtræde forbuddet mod skjult reklame. Det er den sjette influent, som Forbrugerombudsmanden politianmeldeler.

Det drejer sig om 22 opslag på influentens Instagram-profil i perioden fra november 2019 til september 2020. Influenten har blandt andet reklameret for tøj, tasker, smykker, skønhedsbehandlinger og tandbehandlinger, uden at det klart fremgik af opslagene, at de var kommercielle.
Influenten havde som markering ”tagget” virksomheders navne i opslagene og i nogle tilfælde henvist til virksomhederne ved brug af ”hashtags”. I nogle opslag stod desuden markeringen ”reklame”. Ordet indgik dog blandt andre hashtags og tags eller var placeret til sidst i opslaget.
Forbrugerombudsmanden har vurderet, at influenten er erhvervsdrivende i markedsføringslovens forstand. Derfor har influenten et selvstændigt ansvar for at sikre, at det tydeligt fremgår, hvis et opslag indeholder kommercielle budskaber.
Forbrugerombudsmanden har behandlet sagen på baggrund af flere klager fra forbrugere.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:
-Influenter har et stort ansvar over for deres følgere. Følgerne ser ofte op til influenterne og bliver derfor nemt påvirket af influenternes opslag, der kan fremstå som personlige anbefalinger. Derfor er det vigtigt, at følgere umiddelbart kan se, når der er en kommerciel hensigt med at vise tøj, smykker eller andet frem.

Ifølge markedsføringsloven skal erhvervsdrivende tydeligt oplyse, når der er en kommerciel hensigt med et opslag på sociale medier. Det er ikke tydeligt, når en virksomhed er tagget i et opslag som markering, og derfor er influenten blevet politianmeldt.
Hvis et opslag er reklame, og det ikke fremgår tydeligt af opslaget i sig selv, anbefaler Forbrugerombudsmanden, at influenten tydeligt markerer opslaget med ”reklame”, ”annonce”, eller et lignende ord, som modtagerne klart opfatter som en reklamemarkering.