Af Sabina Schmidt

Der er i øjeblikket flere personer, der har modtaget såkaldte snyde-sms’er, hvor svindlere forsøger at komme i besiddelse af dine kontioplysninger.

Sms’erne der bliver sendt, har forbindelse til enten Den Blå Avis eller Tivoli.

Det oplyser appen ‘Mit digitale selvforsvar’, der er lavet af Forbrugerrådet Tænk.

I den ene sms er det en falsk køber på Den Blå Avis, der kontakter dig.

Svindlerne sender falske betalingskvitteringer, hvorefter de håber, at du sender varen. Pengene bliver dog ikke overført til din konto.

Den anden sms omhandler åbningen af Tivoli den 8. juni. Det forsøger svindlerne at udnytte.

Du bliver i beskeden lovet, at du er udvalgt som en ud af 5000, og du har derfor tilsyneladende adgang til et specielt åbningstilbud.

Men klikker du på linket i sms’en, bliver du ført videre til en hjemmeside, hvor kriminelle bagmænd venter på at lokke dine betalingsinformationer ud af dig.