Af Redaktionen
12 reklamer for blandt andet kosttilskud er ifølge Fødevarestyrelsen ulovlige, fordi de hævder at kunne kurere eller forebygge corona, det oplyser Fødevarestyrelsen.
”Siden starten af april har Fødevarestyrelsen indberettet 12 sager til EU-Kommissionen om ulovlig nethandel med corona relateret markedsføring af kosttilskud og fødevarer. Syv af sagerne er allerede færdigbehandlede af styrelsen og har resulteret i bøder til virksomhederne bag, ” lyder det.
I øvrigt fremgår det, at det blandt andet har været reklamer for kosttilskud, hvidløg eller andre fødevarer, som altså har påstået at man ved indtagelse kan komme corona virussen til livs.
”Disse kosttilskud kan booste dit immunsystem og bekæmpe Covid-19,” lyder det i et eksempel, som Fødevarestyrelsen fremhæver.
-Der er desværre nethandlere, som forsøger at udnytte folks frygt for corona virus ved at sælge produkter, som lover mere, end de kan holde. I bedste fald går det ud over folks pengepung. I værste fald tror kunderne, at de er bedre beskyttet og derfor kan slække på myndighedernes retningslinjer om at holde afstand og vaske hænder. Dermed udsætter de sig selv og andre for en endnu større smitterisiko, siger fødevareminister Mogens Jensen og tilføjer:
-Antallet af sager indikerer desværre, at det er udbredt at reklamere for mirakelkure mod corona virus. Derfor vil jeg gerne opfordre borgene til at tippe Fødevarestyrelsen, hvis man ser en reklame, der virker for god til at være sand, så vi kan stoppe den ulovlige nethandel.
I hele 2019 havde Fødevarestyrelsen 29 sager med ulovlige sundhedsanprisninger.